Ung kvinde i nødhjælpens frontlinje | Mission East

Ung kvinde i nødhjælpens frontlinje


Rozh Ahmed under en uddeling af nødhjælp i en landsby nær Mosul. Foto: Mission Øst

Som den eneste kvinde var 25-årige Rozh Ahmed med, da Mission Østs team begyndte at dele nødhjælp ud i Mosul i slutningen af 2016. Arbejdet har været både voldsomt og lærerigt for hende.

Af Kim Wiesener, leder for kommunikation, oktober 2017

Hvis Rozh Ahmed havde satset på en sikker og forudsigelig livsbane, kunne hun i dag have undervist på en højere læreanstalt i sin hjemby Dohuk i Irakisk Kurdistan. I stedet har den begavede og veluddannede kvinde valgt at være med helt fremme i frontlinjen af Mission Østs hjælpeindsats i det krigshærgede Mosul.

I slutningen af 2016 kørte Rozh for første gang med Mission Østs nødhjælps-team ind i den østlige del af den irakiske storby. Mission Øst var den første internationale organisation, der delte nødhjælp ud i det krigsramte Mosul, og på det tidspunkt var der heftige kampe mellem irakiske  regeringsstyrker og Islamisk Stat. Mosul var langtfra et sikkert sted at befinde sig, og Rozh var en af de første kvinder i felten. Mødet med byen og dens indbyggere gjorde et stort indtryk på hende.

”Folk led nød. Det var hjerteskærende, de sultede, man kunne se det på deres ansigter, kvinder og børn var ikke normale længere. En kvinde på min mors alder kom op til mig og bad om mad, hun ville tage imod hvad som helst,” fortæller hun.

IS kom tæt på

For Rozh var det en til tider voldsom oplevelse at være i en krigszone: ”Jeg så mange våben, der var bombardementer, der var en stank af lig. Og det var hårdt at se de ødelagte huse.”

Indimellem kom konflikten tættere på, end behageligt var. Da Rozh som finansansvarlig en dag havde hyret nogle lokale arbejdsmænd til at læsse nødhjælpen over på små lastbiler, kom repræsentanter for myndighederne og udspurgte hende om dem. Det viste sig, at en af arbejdsmændene var fra Islamisk Stat, og politiet førte ham væk.

”Alt dette skete lige for øjnene af mig, og jeg blev lamslået, chokeret og bange. Jeg havde jo lige talt med manden,” erindrer hun.

Hjertet gjorde ondt

Den første tid i Mosul påvirkede Rozh meget: ”I begyndelsen var jeg meget følelsesladet, jeg græd meget, og når jeg gik hjem fra arbejde, havde jeg ikke lyst til at se mine venner. Der er dage, hvor dit hjerte gør ondt, og du ikke kan tage det længere. Men det er okay at have følelser, man skal bare ikke lade følelserne forhindre én i at gøre et stykke arbejde.”

Det har Rozh heller ikke gjort. Tværtimod føler hun, at hun er vokset og er blevet stærkere undervejs. Hun er et værdsat og respekteret medlem af sit team, og det betyder meget for hende at kunne gøre en forskel.

”Når du ser mennesker i nød, forstår du, hvor vigtigt vores arbejde er. Mission Øst har gjort en stor forskel i Mosul. Der var ingen andre, der turde tage derind i begyndelsen.”

Øst og vest

I det østlige Mosul blev Islamisk Stat nedkæmpet i januar, og få uger senere begyndte en endnu voldsommere offensiv mod Vestmosul. Også her var Mission Øst med helt fremme med nødhjælp, og Rozh Ahmed kan som øjenvidne sammenligne situationen i de to bydele. ”Der er mere sikkert østpå. I Vestmosul er der så mange ødelæggelser, det var farligt, vi var tættere på frontlinjen, og vi var nødt til at holde os i bilerne. Der er også mange bortførelser.”

Af sikkerhedsgrunde har Rozh Ahmed derfor været trukket væk fra felten i de seneste uger. Hun lægger ikke skjul på, at hun gerne vil tilbage igen, for hun foretrækker feltarbejde frem for kontorarbejde. Hun føler også, at hun – som en af de meget få kvinder i felten – er med til at bane vejen for andre.

”Da vi tog ind i Vestmosul, havde jeg ikke hijab på. Folk gloede, for deres piger får ikke lov til meget. Men de er nødt at se, at livet ikke handler om en hijab. Jeg lagde mærke til, at unge kvinder på min egen alder kiggede på mig. Det var mærkeligt for dem, men jeg kunne se i deres øjne, at de gerne ville være som mig.”

Hjælper i fritiden

Rozh Ahmed håber, at hun kan påvirke andre, men hun er også selv blevet påvirket af at arbejde for Mission Øst under til tider ekstreme omstændigheder: ”Jeg har ændret mig meget. Jeg har lært at være taknemmelig for, hvad jeg har, taknemmelig for min familie.”

Hun har også – til trods for sit til tider hårde job – fundet tid til at færdiggøre en MBA-grad, og hun bruger noget af sin fritid på at hjælpe mennesker, der har en mindre privilegeret baggrund end hende.

”Jeg samler ind til forældreløse børn, jeg har delt mad ud til 200 familier og samler også tøj ind. Jeg bruger nogle af mine erfaringer fra Mission Øst, og jeg prøver også at engagere mine yngre søstre i velgørenhedsarbejde,” fortæller Rozh, der ikke udelukker, at hun en dag vil grundlægge sin egen hjælpeorganisation, når hun har fået mere erfaring.

Men foreløbig er Rozh Ahmed et stort aktiv for Mission Øst. Og ganske vist holder hun sig i øjeblikket fra Mosul, men byen vil altid være med hende: ”Arbejdet med at dele nødhjælp ud i Mosul er en erfaring, jeg aldrig vil give slip på. Når jeg engang får børn, vil jeg fortælle dem, at jeg var med til at hjælpe mennesker i Mosul.”