Ti år i Tadsjikistan | Mission East

Ti år i Tadsjikistan


Nødhjælp til Tadjikistan
Køkkenhaver i Tadjikistan

Fra akut nødhjælp efter borgerkrig og økonomisk kollaps til udvikling på lang sigt. I efteråret 2007 var det ti år siden, Mission Øst kom til Tadsjikistan som den første danske hjælpeorganisation. 

September 2007
"Da vi blev sat af flyet, lå bagagen på landingsbanen. Flyet lukkede dørene bag os og lettede med det samme uden at tage nye passagerer med. Der var ingen paskontrol. Ingen toldere. Mens vi havde været på flyet, var kampe atter brudt ud. For første gang i flere måneder. Andre hjælpeorganisationer havde forladt landet. Gaderne lå øde hen med undtagelse af soldater. Det vidste vi ikke."

Sådan skriver Kenneth Whitelaw-Jones, der var Mission Østs landsleder i Tadsjikistan, om den gang vi først besluttede at bringe nødhjælp til landet. Her til efteråret er det præcis ti år siden.

Taxachaufføren nægtede at køre Kenneth helt ind til byen til Mission Østs kontor. Det var for farligt. I stedet måtte Kenneth tage fat i sin kuffert og gå resten af vejen. Forbi soldater og pansrede kampvogne. Mission Øst havde fået en opgave og kunne ikke svigte tadsjikerne. Inden længe kom den første ladning nødhjælp til landet, og vi var i stand til at brødføde 40.000 mennesker.

60 procent lever under fattigdomsgrænsen
Tadsjikistan er ikke længere præget af de samme blodige konflikter. Men det er stadig en af de fattigste republikker fra den tidligere Sovjetunion. Ud af landets rundt regnet syv millioner indbyggere lever over 60 procent i dag under fattigdomsgrænsen. Der er ingen tvivl om, at det er en befolkning, der har været grueligt meget igennem, og som stadig lider under følgerne af Sovjetunionens sammenbrud, flere års borgerkrig og økonomiens kollaps.

Men midt i al mørket har Mission Øst været med til at skabe lys for nogle af landets allerfattigste. I år er det ti år siden, vi første gang reagerede på den gennemtrængende nød, der dominerer store dele af landet. Den gang gjaldt det om at holde folk i live ved at fragte tonsvis af madvarer til landet. I dag lærer tadsjikerne, hvordan de forsørger sig selv fremover.

Mission Øst var den første danske hjælpeorganisation i Tadsjikistan og er i dag den eneste danske organisation med egen projekter.