Kvinderne står alene mod mudderet | Mission East

Kvinderne står alene mod mudderet


Sidste års mudderskred ødelagde adskillige huse i landsbyen.
Mission Øst har rejst skilte som advarer om risikoen for mudderskred.

I katastrofe-sæsonen er mændene over alle bjerge, og kvinderne i landsbyen Puthrin må selv skride til handling.
40-årige Gulya peger væk fra huset og forbi høsten af abrikoser, der ligger til tørre på den hårde stenjord i baghaven. Det er hendes og børnenes evakueringsrute, når det næste mudderskred rammer landsbyen.

 
Af Barbara James, Mission Østs landeleder i Tadsjikistan 
 
Sidste år blev Zerafshandalen i Tadsjikistan ramt af det værste mudderskred i 80 år. Enorme masser af mudder og store sten kom væltende ned ad bjerget og dræbte en kvinde, da hun forsøgte at redde sin mest dyrebare ejendom, sin ene ko. Inde i huset har Gulya hængt en plasticpose op cirka to meter over jorden. Den er hendes katastrofe-pose og indeholder blandt andet familiens vigtige dokumenter. Mission Øst har lært hende at være forberedt. Når mudderet først begynder at vælte ind, er der ikke tid til at hive ting ud af skuffer og skabe. Lige nu er der stille og roligt. Men Gulya mærker presset. Det er hendes ansvar at redde sig selv, svigermoren og de fire børn, når det går løs.
 
En landsby uden mænd
Ligesom mange af de andre landsbyer, Mission Øst hjælper i dalen, bliver Puthrin hvert forår forvandlet til en by af kvinder og børn, når fattigdommen tvinger ni ud af ti mænd til Rusland for at søge arbejde. De vender ikke hjem, før vinteren står for døren. Imens smelter sneen i bjergene og efterlader hustruer og mødre med en konstant frygt for oversvømmelser og mudderskred. Der er ikke råd til at give afkald på marker og huse for at flytte til et mere sikkert sted, og ligesom sine naboer bliver Gulya også alene med sine børn.
 
Før i tiden var det kun landsbylederne, der vidste, hvordan de skulle reagere på en katastrofe. I dag har kvinderne været på kursus hos Mission Øst og har lært at søge mod et aftalt og sikkert mødested, berolige hinanden og følge de planlagte evakueringsruter.
”Jeg ville foretrække, at min mand var her. Det er et stort ansvar at være alene med. Men når han er væk, må jeg
bare gøre alt, hvad jeg kan for min familie,” siger Gulya.
 
Og i et område, der er ekstremt sårbart over for naturens katastrofer, føler hun sig nu bedre rustet til at
redde sit eget og andres liv.