 |
|  |
 |
Mission Øst er en dansk international hjælpeorganisation, der hjælper nødlidende i Østeuropa og Asien. Vores mål er at yde akut nødhjælp, at realisere langsigtede udviklingsprojekter og at oplære lokale hjælpeorganisationer til selvhjælp. Mission Øst forsøger altid at hjælpe de svageste uanset race, religion og politisk ståsted.
Vores værdier er: Ærlighed, Integritet, Omsorg, Respekt for alle mennesker og Værdsættelse af individet. Mission Øst arbejder primært med sundhed, fødevaregaranti og forbedring af levevilkårene. Vi gennemfører selv projekter i Afghanistan, Armenien og Tadsjikistan, hvor Mission Øst har oprettet feltkontorer. I Bulgarien, Nepal og Rumænien samarbejder vi med lokale hjælpeorganisationer og træner deres medarbejdere.
|
| Fra nødhjælp til selvhjælp |
 Mission Østs hjælpearbejde følger tre faser:
1. Nødhjælp Et kriseramt land har brug for akut hjælp til at lette befolkningens lidelser. Mission Øst uddeler nødhjælp i form af mad, rent drikkevand og medicin til de svageste.
2. Udviklingshjælp Nødhjælp er ikke tilstrækkeligt til at genopbygge et samfund. Derfor designer og gennemfører Mission Øst i stigende grad langsigtede projekter med fokus på fødevaresikkerhed, rent drikkevand og uddannelse.
3. Selvhjælp Når vi hjælper, uddanner vi samtidig lokale hjælpeorganisationer - vores lokale partnere - til selv at kunne overtage arbejdet på længere sigt. Vi opmuntrer og træner også lokalsamfund i at identificere deres behov og ressourcer, så de med tiden bliver stærke nok til selv at bære ansvaret for at forbedre deres levevilkår.
|
Lidt historie |
 Mission Øst blev stiftet i 1991 af René Hartzner og hans søn, læge Kim Hartzner. De havde på deres rejser til Østeuropa set mange mennesker i nød. Mennesker, der levede et liv i frygt og dyb fattigdom. En fattigdom, der var skabt af kommunistiske diktatorer. René og Kim følte, de måtte gøre noget, og det gjorde de. De stiftede den danske hjælpeorganisation Mission Øst. En organisation, hvis mission er at hjælpe nødlidende i Østeuropa og Asien, så de får deres værdighed tilbage og med tiden bliver i stand til at hjælpe sig selv. Mission Østs første projekt var at transportere medicin og hospitalsudstyr til Rusland.
Mission Østs arbejde bredte sig efterhånden til flere lande. Kim Hartzner lagde sin lægekittel på hylden, og i 1999 overtog han rollen som generalsekretær for Mission Øst. Kim Hartzner har i dag ansvaret for 25 internationale medarbejdere og flere end hundrede lokale medarbejdere. I 2006 hjalp Mission Øst flere end 250.000 mennesker i nød.
|
Bestyrelsen |
Formand: Thomas Ploug, IT-Vest leder, Ph.D. Robert Kelley, konsulent Peter Bernhard, læge, Ph.D. Birgitte Hagelund
|
|
|
|  |