Rumænien: "Jeg er glad for, at vi gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe Rodica, mens hun levede" | Mission East

Rumænien: "Jeg er glad for, at vi gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe Rodica, mens hun levede"


Rodica from Romania received help from Mission East.
Rodica's children from Romania received help from Mission East.

Felicia Rotar leder den organisation, som Mission Øst samarbejder med i Rumænien. I sin indsats for at hjælpe mange af landets allermest sårbare mennesker, mødte hun en dag en mor, hvis situation gjorde et ekstra stort indtryk på hende. Her fortæller Felicia sin historie.

Af Felicia Rotar, leder af Mission Østs partnerorganisation i Rumænien
 
Jeg mødte Rodica på hospitalets kræftafdeling.
“Hun er kommet for sent. Der er ikke mere, vi kan gøre for hende,” sagde lægerne.
Jeg var taget hen på hospitalet den dag for at aflevere nogle bleer til min veninde, der var syg. Vores sundhedsvæsen er en katastrofe.
 
Der er hverken råd til medicin, sprøjter, forbindinger, mad og så videre. De fleste patienter skal selv sørge for alt, mens de er indlagt.
Rodica havde ingen penge.
Hun blev sendt hjem fra hospitalet efter en uge.
 
Hjemme hos Rodica
Et par dage efter tog jeg hen for at besøge Rodica i hendes hjem. Jeg var chokeret. I et lille hus, der ikke var andet end fire vægge med et vindue og den nøgne jord som gulv, boede hun med sine tre børn på 13, 5 og 3 år. Brændeovnen virkede ikke, og der var koldt indenfor.

Rodica lå udmattet på sengen med et tæppe over sig. Det var tydeligt, at hun elskede sine børn, men hun havde ikke meget at tilbyde dem. Kræften havde gjort hende til en skygge af sig selv.

Den første dag, jeg besøgte dem, besluttede jeg at samle penge sammen til en ny brændeovn. Jeg var forfærdet over at se dem leve under sådanne forhold i vinterens kulde.
 
Mad og en ny brændeovn
En uge efter fik vi sat en ny ovn op i hjemmet. Rodicas og børnenes situation gjorde ondt helt ind i hjertet på mig, og jeg følte, at jeg måtte gøre mere for at hjælpe dem. Men med hvad og hvordan? Rodica var meget beskeden, og hver gang, jeg kom for at besøge hende, sagde hun, at hun var okay, og at hun var glad og tilfreds med, hvad jeg allerede havde gjort for hende.

Der var ingen til at lave mad til Rodica og børnene, så min veninde og jeg besluttede at gå i køkkenet derhjemme og besøge familien med maden den næste dag.
 
Da vi kom, tog børnene imod os ude ved vejen. Imens vi sørgede for, at de fik noget at spise, fortalte Rodica om sine bekymringer for fremtiden.
 
Hvad med børnene?
Rodica tænkte meget på, hvad der skulle ske med børnene, når hun var død. Hun var bekymret for, at der ikke ville være nogen til at tage sig af dem. Og hun havde ikke lyst til, at de skulle se hende få det værre og værre. Så hun spurgte os om hjælp.

På hendes opfordring sørgede vi for et godt hjem til børnene. Og i månederne derefter besøgte vi hende regelmæssigt for at opmuntre hende og bringe en lille smule solskin ind i hendes liv.

I dag er hun her ikke mere. Jeg er glad for, at vi gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe Rodica, mens hun levede, og at børnene har det godt.
Der er mange af hendes slags, og vores bidrag er så lille. Men jeg har lært, at selv en lille smule håb er en stor hjælp.