Nepalesere skrækslagne for nyt jordskælv | Mission East

Nepalesere skrækslagne for nyt jordskælv


12.000 nepalesere har modtaget presenninger til husly. Foto: Guido Dingeman
En fattig nepalserer foran sit ødelagt hus efter et første jordskælv.
Nepal er tvunget i knæ efter endnu et stort jordskælv. Foto: Guido Dingeman

Befolkningen overnatter i det fri af frygt for nye rystelser, efter at endnu et voldsomt jordskælv ramte Nepal. Mission Øst skaffer husly og rent drikkevand til landsbyer tæt på jordskælvets epicenter.

- Befolkningen er fuldstændig skrækslagne over jordskælvet, der ramte Nepal om morgenen den 12. maj. Folk løber ud på gaden, ud i åbne områder, hvor de opholder sig i timevis. Mange overnatter i parker og på gader og overalt, hvor de kan finde plads. De er bange for endnu flere og større jordskælv.

Det fortæller Peter Drummond Smith, der lige nu koordinerer Mission Østs hjælpeindsats i det jordskælvsramte Nepal.

Landet er slet ikke kommet sig over jordskælvet den 25. april, før endnu et jordskælv rammer det fattige land. Tirsdag morgen kl. 12.55 lokal tid målte USA's Geologiske Tjeneste et jordskælv på 7,3 på richterskalaen. Jordskælvet, der for to uger siden dræbte 8000 mennesker, sårede 14.000 og gjorde 300.000 mennesker hjemløse, målte 7,8 på Richter-skalaen.

Mission Øst hjælper 30.000 mennesker i ni landsbyer i Sindhupalchowk-distriktet kun 20 kilometer fra jordskælvets epicenter 86 kilometer nordøst for den nepalesiske hovedstad Katmandu. Her er nepaleserne skrækslagne over de voldsomme jordskælv og mange efterskælv, de har oplevet i den senere tid.

- Befolkningen lever hver dag med frygten for at et jordskælv kan ramme landet igen. Derfor tør de ikke bo i ruinerne af deres huse. De søger ly under de presenninger, vi har delt ud sammen med reb, vanddunke, kander og vandrensningsmiddel. Det midlertidige husly er trods alt mere sikkert at opholde sig i, end i de oprindelige huse, hvis konstruktioner er rystet i stykker, fortæller Peter Drummond Smith.

Og nu venter noget, der kan gøre katastrofen endnu værre for den prøvede befolkning:

- Monsunregnen rammer landet om et par uger med risiko for oversvømmelser og mudderskred. Vi kæmper en kamp mod tiden for at sikre befolkningen, før monsunregnen kommer. Vi uddeler presenninger og reb, så befolkningen kan dække sig ind, og vi sikrer rent drikkevand, så sygdomsepidemier ikke spreder sig, fortæller Peter Drummond Smith.
Der er især fare for epidemi, når regnvand blander sig med mudder og kloakvand og bakterier fra husdyr, der døde i det første jordskælv.

Lige nu handler det om husly og hygiejne, fortæller Drummond Smith:

- Vi fraråder befolkningen at genopbygge deres huse, mens undergrunden er så ustabil, som den er i øjeblikket. De kan heller ikke bygge i vand og ler under Monsunen. Men bagefter skal de have hjælp til at konstruere deres huse, så de er mere sikre for fremtiden. 
Mission Øst har lang erfaring med katastrofehåndtering og -forebyggelse i Nepals bjerge og vil naturligvis trække på denne ekspertise.

- Der findes ret enkle metoder til at skabe en struktur, der kan gøre deres huse mere modstandsdygtige mod jordskælv i fremtiden. Den hjælp sørger Mission Øst for. Men behovene er stå store, at der er brug for alle gode kræfter. Vi er i fuld gang med at hjælpe, og vi vil have fuldt op at gøre de næste måneder, ja i flere år fremover, siger Peter Drummond Smith.