De behandlede mig som en hund | Mission East

De behandlede mig som en hund


Mission Østs læsekursus finder sted langt ude i Himalayas bjerge.

Da 21-årige Jausara første gang skulle deltage i en læsegruppe,
var hun bange for, at kvinderne fra landsbyens andre kaster ikke ville lade hende være med. Heldigvis var hendes ønske om at lære at læse større end frygten.

Jausara bor sammen med sine svigerforældre, mand og to små børn i et lille lerklinet hus på en bjergskråning i det vestligste Nepals bjerge. Kun en smal sti fører til landsbyen, der ligger en time fra flyvestationen og mange dages gang fra den nærmeste by, hvor der kører busser og biler. Jausara har aldrig gået i skole, for det gjorde piger ikke, da hun var lille. I stedet vogtede hun geder, indtil den dag hun var gammel nok til at blive gift. Familien tilhører gruppen ’dalit’, den gruppe af kaster, som er de fattigste og mest ringeagtede i Nepal.

Et læsekursus for kvinder

Da Mission Øst kom til Jausaras landsby for at tilbyde kvinderne et kursus i at lære at læse, var Jausara først meget skeptisk: ”Jeg tænkte: ’Hvor skal vi sidde?’ For jeg var sikker på, at kvinderne fra de andre kaster ikke ville have en dalit som mig ind i deres hjem,” fortæller hun.
Det var der heldigvis ingen problemer med, for Mission Østs ansatte havde på forhånd forklaret de andre kvinder, at diskrimination af andre kaster er forbudt, og at alle mennesker har samme rettigheder. I dag otte måneder senere er Jausara en helt anden kvinde. Hun har ikke blot lært alfabetet, tallene og at skrive sit eget navn, hun tør stille sig op foran de kvinder, som hun før var bange for og sige sin mening.

Dobbelt så meget i løn

Jausara arbejder i markerne for nogle af de andre kvinder i gruppen. Før fik hun kun det halve af, hvad en mandlig markarbejder fik, men det har læsegruppen nu lavet om på: ”I læsegruppen lærte vi, at mænd og kvinder har ret til samme løn. Derfor bad vi de kvinder, som har marker, om at give os mere i løn, og det sagde de ja til. Før fik jeg 100 rupees i løn for en dags arbejde, nu får jeg 200,” fortæller Jausara. 200 rupees er ca. 14 kr., og det er stadig under den officielle mindsteløn, men det er et kæmpe fremskridt for kvinderne.

Pinligt at være analfabet

Hjemme er Jausara også forandret.”Før turde hun næsten ikke tale til mine forældre. Nu fortæller hunom alt det, hun har lært,” fortæller Jausaras mand Raju.

Jausaras mand har gået i skole i 10 år, og både han og svigerforældrene støtter Jausara i at komme til undervisning. ”Jeg syntes, det var pinligt, at min kone ikke kunne læse,” siger Raju. I de nepalesiske bjerge bliver de unge tidligt gift, og desværre sker det ofte, at en ung mand, når han bliver lidt mere voksen, vil skilles, fordi han ønsker sig en kone, som bedre kan matche hans eget uddannelsesniveau. Læsekurset er på den måde med til at holde sammen på de unge familier.

En drøm om egen forretning

Jausara drømmer om at blive en af de kvinder, der, når læsekurset slutter, får mulighed for at starte sin egen forretning. ”Vi har ikke penge nok til at købe kød, grøntsager og frugt til børnene eller til at give dem en uddannelse. Det drømmer jeg om at få råd til,” afslutter Jausara.

Den lokale lærer: Nu går børnene mere i skole

I landsbyens lille skole går kun de fattigste børn, og fremmødet er dårligt. Men det har læsegruppen nu ændret på. Lærer Sarla Paudel fortæller: "Der er 20 børn i første klasse og sidste år var fremmødet cirka syv børn pr. dag. I år er vi oppe på 12 børn, og de laver flere lektier. Mange fortæller mig, at deres mor er med i læsegruppen."