Armenske børn kan ikke bare tage på hotel | Mission East

Armenske børn kan ikke bare tage på hotel


Kim with Anahit family

Kim Hartzner, Mission Østs generalsekretær, skriver hjem fra Armenien, hvor han siden august har stået i spidsen for organisationens hjælpearbejde i landet.

Det har været en hård vinter for vores lille familie i Armenien. Mens Europa har badet sig i forårstemperaturer, har det sydlige Kaukasus været ramt af én af de hårdeste vintre i mands minde.
Før nytår måtte vi en nat på hotel efter mere end tre døgn uden vand. Et vandrør var frosset til uden for vores lejlighed på grund af temperaturer på under tyve minusgrader. For os var det muligt at tage på hotel for en enkelt nat, inden hjælpen kom. Men for mange tusinde armenske børn har det ikke været muligt. De har måttet klare sig i små faldefærdige hytter og utætte lejligheder, med sne fygende ind og med minusgrader inden døre. 
 

Vi ved ikke nøjagtigt, hvor mange børn, der er bukket under denne vinter – og myndighederne ved det givetvis heller ikke. Mellem 25 og 30 procent af alle armenske børn bliver aldrig registeret, og det store antal tilhører sikkert de mindst privilegerede. Mange fødes uden at komme til myndighedernes bevågenhed – og dør også uden at de regnes med i de officielle statistikker.

I februar var jeg til en hjerteskærende begravelse for 10-årige Anatolij, der var død af leukæmi. Måske havde han fået al den nødvendige opfølgning – måske ikke. Anatolij efterlod mor og far og to mindre søskende. Bortset fra ‘indtægt’ fra familiens ene ko har familiens eneste indtægt indtil Anatolijs død været den månedlige invalidepension for Anatolij på cirka 75 kroner. Den er nu forsvundet, så familien kun lever af de grøntsager, de kan dyrke på en kvart hektar jord – og andres barmhjertighed.

Mission Øst ønsker at tale med store bogstaver om disse børns og deres familiers nød og elendighed – både i Armenien og i Danmark. Den landskendte meteorolog, Mikael Jarnvig, har besluttet sig for at hjælpe os ved at blive vores første ambassadør. I marts havde vi besøg af Mikael Jarnvig i Armenien, og han fik lejlighed til at møde børnene, vi hjælper. Nøden gjorde et lige så stort indtryk på Mikael, som den har gjort på os. 

Vores håb er, at vi kan hjælpe endnu flere børn, og at færre må dø, uden at der bliver lagt mærke til dem.

April 2007