Syrien: Min forretning blev smadret | Mission East

Syrien: Min forretning blev smadret


En syrisk familie, som har mistet alt. Foto: Megan Fraga/Medair

“Jeg havde en butik, hvor jeg solgte stof. Nu er mit hus, og min forretning ødelagt,” fortæller Hassan, der sammen med sin kone Fatima, er flygtet fra Syrien til Libanon med deres fire små drenge.
 
Hassan fortæller, at deres landsby blev angrebet af soldater, som dræbte 200 landsbyboere og ødelagde mange hjem.

Efter det tog Hassan, der har dårligt helbred på grund af en hjertesygdom, sin familie og flygtede, for de følte sig ikke længere sikre.

Hassan og Fatima frygter for deres fremtid. De er bange for, hvad de vil blive udsat for, hvis de vender hjem. Også børnene er mærket af det, familien har været igennem: ”Vores børn har mareridt, og enhver pludselig bevægelse gør dem bange. Hvis de hører lyden af en flyvemaskine, begynder de at græde,” fortæller Hassan.
 
Hjælp Hassans familie og de mange andre, som lige nu har brug for hjælp

Et lyspunkt midt i sorgen
Selvom familien kæmper med sorgen over deres situation, og de mørke udsigter for fremtiden, er de taknemmelige over den hjælp, de fik, da de ankom til Libanon. Et telt stod klar til dem, og de fik madrasser og husgeråd, så de kunne indrette sig.
 
”De andre familier hjalp os, fordi mit helbred er så dårligt,” forklarer Hassan. Lederen af det lille samfund, som Mission Øst støtter gennem partneren Medair, Khaled, lægger stor vægt på vigtigheden af at tage sig godt af nye familier som Hassans.
 
”En god velkomst hjælper nyankomne, som har været igennem mange vanskeligheder,” siger han.