Generalsekretærens 10-årige søn besøger skole for handicappede | Mission East

Generalsekretærens 10-årige søn besøger skole for handicappede



"Man lærer, at man ikke kun skal tænke på sig selv," fortæller 10-årige Philip Wikborg Hartzner, søn af Mission Østs generalsekretær. Sammen med sine klassekammerater har han besøgt Gavar specialskole for handicappede og børn med indlæringsvanskeligheder i Armenien.
 
En vinterdag rullede tre hvide minibusser ind på gårdspladsen foran Gavar specialskole og børnehjem for handicappede i Armenien. I de efterfølgende timer fik passagererne, cirka 30 elever fra den internationale skole i hovedstaden Jerevan, et indblik i en verden, der ligger meget fjernt fra deres egen. Fjernt fra fladskærms-tv, mobiltelefoner og mærketøj. Fjernt fra varme stuer, dundyner og de daglige, mættende aftensmåltider.

Børnene på den anden side af kostskolens mure kommer nemlig fra nogle af landets fattigste familier. De er socialt udsatte børn, handicappede og børn med indlæringsvanskeligheder, der har brug for ekstra hjælp, hvis de skal overleve og udvikle sig.
10-årige Philip Wikborg Hartzner var én af passagererne. Siden august har han boet i Armenien med sin mor, sine to brødre og sin far, Kim Hartzner, der er generalsekretær i Mission Øst. Den vinterdag oplevede han, hvordan børn i en af Armeniens fattigste regioner lever.
 
"Jeg kan ikke forestille mig sådan en skole i Danmark. Det havde ikke været tilladt – den var blevet revet ned for 20 år siden. Nogle dele af skolen var okay, fordi toiletter og baderum var sat i stand af Mission Øst. Men vinduerne i soveværelserne var så rådne, at man ikke kunne åbne dem. Det er ikke så slemt om vinteren, men når det bliver rigtig varmt om sommeren, så er det et problem, at børnene ikke kan få frisk luft, når de skal sove," fortæller Philip.

"Deres senge var rigtig hårde. Jeg prøvede at ligge på én af dem, og det var som at ligge på mursten. Jeg var aldrig faldet i søvn, hvis jeg skulle sove dér."


"Klasseværelserne var helt forfaldne. Væggene var ved at falde fra hinanden, malingen var skallet af, bordene var ridsede, og vinduerne var så rådne, at man ikke kunne åbne dem."
 

Som om de aldrig havde set slik før

Besøget er et led i det et projekt, som den internationale skole gennemfører i samarbejde med Mission Øst. Målet er at skabe et venskab mellem børnene fra de to sociale grupper og hjælpe skolen og Mission Øst med at rejse penge til at renovere den forfaldne bygning og skabe bedre indlæringsvilkår for børnene.

Den rette undervisning betyder utrolig meget for disse børns fremtid. Det, Philip husker allerbedst fra besøget, er, hvor talentfulde børnene viste sig at være på trods af deres handicap.
 
"Jeg var overrasket og imponeret over, hvor dygtige de er. Jeg havde ikke forestillet mig, at de kunne det, de kunne. Nogle af drengene lavede møbler, og pigerne syede kjoler. De er gode til helt andre ting, end vi lærer i vores skole. De er ikke gode til det boglige, men de er gode med deres hænder. Skolen hjælper dem til at blive dygtige, så de bagefter kan komme ud og få et arbejde." 
Efter frokosten delte børnene fra den internationale skole gaver ud, som de havde med hjemmefra. Poser med slik, kager og tærter.

"De små børn løb rundt med store øjne og åben mund og var helt vilde for at vise de voksne deres gaver. Det var meget rørende at se dem blive glade for så lidt. I Danmark er det jo meget almindeligt at få en pose slik en gang imellem uden nogen speciel anledning – når man for eksempel skal forkæles hos mormor og morfar. Det var som om, at de aldrig havde set slik før," siger Philip.

Hvis jeg havde penge nok

Philips lærer, fru Gillis, så, hvor stort et indtryk besøget gjorde på hendes egne elever.
"Selvom faciliteterne på skolen var rene og opfyldte de helt basale behov, og selv om der var gang i flere renoveringsprojekter, blev eleverne alligevel rørt over den stærke kontrast til deres eget liv, og hvor lidt disse børn har."

Philip tilføjer:

"Man lærer, at man ikke kun skal tænke på sig selv. Man ser, hvor godt man har det. Efter besøget talte jeg med min bedste ven, som kommer fra en velhavende familie i Armenien. Han havde lært, at der er mange i hans eget land, der har det meget værre end ham selv. Det var rigtig godt at høre, at han tænkte sådan."

Philip er ikke i tvivl om, hvordan han ville hjælpe, hvis han kunne.

"Hvis jeg havde penge nok, så ville jeg først og fremmest give børnene varme. Lige nu har de nogle store ovne, som de små børn løber rundt om, når de leger. Ovnene er rigtig varme, og børnene kan brænde sig meget, hvis de kommer til at røre dem."

"Og så ville jeg give dem nye senge, maling, nye vinduer og bedre mad," slutter Philip.

Han glæder han sig til at besøge skolen sammen med sine klassekammerater igen i marts.

Fra Mission Østs blad marts 2007 - download bladet her