Findes der virkelig mennesker, der vil hjælpe os? | Mission East

Findes der virkelig mennesker, der vil hjælpe os?


Æg for fremtiden

De tre afghanske kvinder, vi fortalte om i Mission Øst marts-blad, har ikke kun fået høns til at hjælpe sig ud af fattigdom. De har fået vished om, at der et andet sted i verden er mennesker, der bekymrer sig om dem.
 
"Den dag, vores landsbyleder fortalte mig, at jeg var udvalgt af en organisation fra udlandet til at modtage høns, troede jeg ikke de ord, der kom ud af hans mund. Det er slet ikke normalt at hjælpe kvinder i vores samfund," siger 40-årige Gul Andam og fortsætter:
"Men snart gik hans ord i opfyldelse."

200 kvinder i Afghanistans Takhar-provins har for nogle måneder siden fået undervisning i at holde høns og bygge velegnede hønsehuse, og for nylig ankom hønsene endelig.

"Dagen efter, jeg fik de 13 høner, fandt jeg syv æg i hønsehuset," fortæller en glad Gul Andam, der i det øjeblik fik troen på, at fjerkræene kan hjælpe hende og familien i deres fattige tilværelse.
 
Tjener sine egne penge
45-årige Bibi Gul har det på samme måde:
"Når jeg kigger på mine høns fra Mission Øst, går det op for mig, at der er mennesker i den her verden, der virkelig ønsker at hjælpe mig midt i min fattigdom," siger Bibi Gul, der har set flere positive forandringer i sit liv i det korte stykke tid, hun har haft høns.
"Før plejede jeg at spørge min mand, om jeg måtte få 10 afghani (cirka en krone), så jeg kunne købe nål og sytråd. Men nu tjener jeg mine egne penge ved at sælge de æg, som hønsene lægger. Indtil videre har jeg solgt 240 æg," siger en stolt Bibi Gul.

Tilbage hos Gul Andam fortæller hun, at hun har solgt 400 æg og har blandt andet købt ris, olie og en ny, tiltrængt dør til huset.
"Jeg er så glad for, at jeg nu kan sørge for mine børn med min egen indkomst," siger Bibi Gul. Hun håber, at der kommer flere af den slags projekter, så de andre kvinder i hendes landsby også kan tjene deres egne penge.

Gul Andam tilføjer: "Når jeg har fået lidt mere erfaring med hønsehold, kunne jeg godt tænke mig at undervise andre i det, jeg har lært."

I Mission Østs marts-blad fortalte kvinderne, hvordan de før var mislykkedes med at holde høns, fordi de ikke vidste nok om blandt andet foder og daglig pleje. Indtil videre har de kun haft postive oplevelser. Læs mere i næste blad og følg med i, om deres store ønske går i opfyldelse: At få råd til at sende børnene i skole.

Bestil bladet GRATIS her

Maj 2010