Livet på den anden side af ruden | Mission East

Livet på den anden side af ruden


Artak at the Bridge of Hope Center in Yerevan, Armenia
Artak with a friend at the Bridge of Hope Center in Yerevan, Armenia

30-årige Artak er et symbol på, hvordan arbejdet i Armenien bærer frugt. Holdningen til mennesker med handicap har ændret sig markant, siden Artak blev født.

Artak gik aldrig udenfor som barn. Han husker, hvordan han plejede at åbne vinduet i sit barndomshjem og råbe ud til de andre børn, som han ville ønske, han kunne lege med. Men han turde ikke forlade huset. Han var bange for, hvordan de ville reagere på hans spastiske lammelse.

 I Armenien er mennesker med handicap i årevis blevet set på som ’forkerte’. Forældre kan stadig finde på at gemme deres børn væk derhjemme, så naboer og andre aldrig finder ud af, at deres søn eller datter ikke helt er som andre børn.
 
”I begyndelsen af halvfemserne var det meget svært at have et handicap. Jeg kunne ikke gå ud. I tiden under Sovjet gik mennesker med et handicap ikke ud, og forældre kunne ikke lide at vise deres børn frem, hvis de havde et handicap,” fortæller Artak, der derfor heller ikke gik i skole men fik undervisning derhjemme.
 
Ny national lov
Mission Øst fik øje på problemet i slutningen af halvfemserne. Midt i uddelingen af nødhjælp var det et besøg på et børnehjem, der lagde kimen til en kamp for mennesker med handicap. Børnene på hjemmet havde ingen gnist i øjnene. Ingen forventede noget af dem. De udviklede sig ikke, og undervisningen tog slet ikke hensyn til deres indlæringsvanskeligheder.
 
Ved at undersøge opdagelsen nærmere viste det sig, at forsømmelsen af børn med handicap var et stort nationalt problem. 
 
I dag har arbejdet blandt andet ført til en ny national lov, der giver børn med handicap krav på skolegang. Og et tabu er ved at blive brudt ned.
 
”Samfundet har ændret sig,” siger Artak, der som 16-årig fik kontakt til den organisation, som Mission Øst samarbejder med i Armenien.
 
Det gjorde en stor forskel i hans liv.
 
”Det har været som en bro for mig til at kommunikere med andre mennesker. I dag ved jeg, at det var en fejltagelse at blive indenfor som barn,” siger han.
 
Artak bor i dag sammen med sin bror og arbejder tre-fire timer om dagen hos Mission Østs armenske partnerorganisation
og har ved siden af etableret layoutvirksomhed sammen med en kammerat.
 
”Mine forældre havde aldrig forestillet sig, at jeg kunne bo alene,” siger Artak.
 
Og forældrene er ikke de eneste, han har gjort indtryk på.
 
Inspiration for andre
”Jeg udførte engang noget arbejde for en anden organisation,” fortæller Artak.
 
"Da jeg besøgte chefens hjem, mødte jeg hans 20-årige datter, der lige som jeg havde et handicap. Og lige som da jeg var barn, gik hun heller ikke uden for hjemmet. Jeg talte med hende, og vi holdt efterfølgende kontakten over telefonen og på Facebook. Pludselig en dag, efter to-tre måneder hvor vi ikke have talt sammen, så jeg hende gå alene på gaden. Jeg blev så glad og overrasket over at se, at hun havde klaret at komme ud over dette problem.”
 
Udover at arbejde med layout hjælper Artak også til på sommerlejre for børn og deltager i møder, hvor han fortæller, hvordan det er at leve med et handicap.
 
”Et menneske med et handicap må også selv gøre en indsats for at blive integreret. Det prøver jeg at forklare børnene,” siger Artak, der i dag kender sine rettigheder og sine muligheder på grund af det arbejde, som Mission Øst og den lokale armenske organisation har udført i Armenien i over et årti.