Kendrah i Nordkorea: Hjælpen er mere end sække med mad | Mission East

Kendrah i Nordkorea: Hjælpen er mere end sække med mad


Kendrah Jespersen optæller sække med nødhjælp i Nordkorea
Nordkoreanske børn spiser mad.

Kendrah Jespersen fra Mission Øst tog til Nordkorea for at tælle. Midt i alle tallene og kontrollisterne kom hun helt tæt på det, det hele handler om: mennesker.
 
”En dag fangede mit blik en ældre dame, der gik i vejkanten og trak en vogn gennem sneen. I vognen lå der nogle kålhoveder.

Jeg gættede på, at hun var en af de få heldige byboere, der havde en lillebitte køkkenhave et godt stykke ude på landet, og som nu var på vej tilbage til byen for at dele ud af den sparsomme høst til sine slægtninge. Hun gik foroverbøjet, og hendes ryg krummede på en måde, der fik mig til at konkludere, at hun sikkert havde trukket så tunge læs i årevis. Oven på kålhovederne sad et lille barn og hoppede i takt med hullerne i vejen. Her i vinterkulden var det pakket ind i et tørklæde, så kun øjnene var synlige.
 
Billedet af den gamle dame, hendes vogn og det lille barn fik mig til at tænke på, hvor hård tilværelsen er for mange mennesker i Nordkorea. Selv små ting som at transportere et lille læs kål hjem kræver en masse arbejde, udholdenhed
og modstandsdygtighed," fortæller 28-årige Kendrah Jespersen, som er Mission Østs landeansvarlige for Nordkorea.
 
Hun sørger blandt andet for, at nødhjælpen lever op til nødvendige kvalitetskrav. Hun er en erfaren nødhjælpsarbejder og har allerede boet eller rejst i 49 lande.
 
Børnene liver op
"Et par dage senere besøgte jeg en af de vuggestuer, vi uddeler mad til. Her satte jeg mig på gulvet ved siden af to små piger. Mens de andre børn spiste ivrigt fra skålen med proteinrigt poppet majs, der var stillet i midten af rundkredsen, sad de to piger blot og kiggede tomt og energiforladt ud i luften. Det var tydeligt, at de ikke havde det godt.
 
Jeg tog en håndfuld majs fra skålen og holdt den hen til dem, mens jeg opfordrede dem til at spise.
Personalet fortalte, at børnene var begyndt at live mere op inden for de sidste uger, hvor en længe ventet høst var
ved at være i hus, og Mission Øst havde uddelt mad.
 
Mens jeg iagttog pigerne, der langsomt spiste ét majskorn ad gangen, håbede jeg virkelig, at de og de andre børn snart ville være lige så legesyge og nysgerrige, som børn bør være.
 
En fisk der redder liv
På et af hjemmene for forældreløse børn hørte jeg en smuk historie om at tage sig af andre og om at ofre sig. Forstanderen fortalte mig om en af sygeplejerskerne, som havde taget sig af en alvorligt underernæret dreng, dengang manglen på mad var allerstørst i foråret. Kornrationerne var skåret drastisk ned, og andre fødevarer som grøntsager og soya var stort set ikke til at få fat i. Nogle klarede sig ved at samle urter eller ved at fiske. Eller måske havde de slægtninge – som den gamle dame med kålhovederne – der kunne bringe dem en smule grøntsager fra en køkkenhave uden for byen.
 
Men for børnene på hjemmet var det ikke en mulighed.
 
Sygeplejersken, der var så bekymret for det lille barn, besluttede sig for at tage en fisk fra sit eget mangelfulde spisekammer og sørge for, at drengen fik næring og protein nok til at bringe ham ud af farezonen. Hendes medfølelse rørte mig dybt.
 
Overalt i verden kæmper vi for at få mad på bordet. Men for nogle er den kamp så hård, at den alene handler om at overleve dagen i dag.
Hjælpen, vi kommer med, er så meget mere end kilogram og antal sække. Den handler om at lette den byrde, som millioner af nordkoreanere er tvunget til at bære. Hver eneste dag.”