Kim Hartzner i Nordkorea: "De har desperat brug for hjælp" | Mission East

Kim Hartzner i Nordkorea: "De har desperat brug for hjælp"


Kim Hartzner undersøger en nordkoreansk dreng

Moderen vugger den blege pige frem og tilbage. Hun trækker blusen lidt tættere sammen om den tynde krop. Andet kan hun ikke gøre, for der er næsten ingen mad at få.
 
Den lille pige er et af 25 indlagte børn, som Kim Hartzner, generalsekretær i Mission Øst, besøgte på et hospital i slutningen af november. De er underernærede, men hospitalet har næsten ingen mad at tilbyde.
 
Se videoen af moderen og barnet her

"Det rammer én i hjertet at se en mor sidde helt hjælpeløs og kigge på sit svage barn. Som læge er det frustrerende at opleve, hvor lidt hjælp der er at hente for børnene," siger Kim Hartzner, der netop er vendt hjem fra Nordkorea efter at have besøgt vuggestuer, børnehaver, børnehjem og et børnehospital, som Mission Øst har uddelt nødhjælp til.

Børnehospitalerne har det seneste år oplevet tæt på en fordobling i antallet af børn, der bliver indlagt på grund af underernæring. Det anslås samtidig, at op mod 400.000 børn i Nordkorea har akut brug for nødhjælp.
 
"Børnene er helt blege og lider af hudsygdomme, og de virker apatiske og livløse. Det er simpelthen forfærdeligt at være vidne til," fortæller Kim Hartzner.
 
Millioner mangler mad
 
Mission Øst har siden juni i år uddelt 230 tons nødhjælp i form af mad til de mest sårbare i Nordkorea, men der er behov for mere hjælp. Verdensfødevareprogrammet vurderer, at millioner af mennesker mangler mad i de kommende måneder. Den akutte krise skyldes en hård vinter, en dårlig høst i flere omgange og oversvømmelser. Derudover er der for lidt landbrugsjord til at brødføde befolkningen, og metoderne giver ikke det ønskede udbytte.
 
Mission Øst ønsker at sende mere nødhjælp til de svageste i Nordkorea. Samtidig ønsker Mission Øst at udvikle landbruget. Det skal blandt andet ske ved at undervise nordkoreanske landmænd i, hvordan de opbevarer, lægger og høster kartofler bedre.