Se levende billeder fra Nepals bjerglandsbyer | Mission East

Se levende billeder fra Nepals bjerglandsbyer



Søndag den 9. maj vil generalsekretær Kim Hartzner blandt andet vise filmoptagelser fra sit nylige besøg i Nepals barske bjerge.

Der er gribende fortællinger fra blandt andet Afghanistan, Armenien og Nepal på programmet, når Mission Øst åbner dørene til årsmødet den 9. maj, hvor alle interesserede er velkomne.

Generalsekretær Kim Hartzner har netop besøgt Nepals bjerglandsbyer, hvor befolkningen gjorde et stort indtryk på ham. Til årsmødet deler han ud af sin overvældende oplevelse ved blandt andet at vise nogle af sine egne optagelser fra en del af verden, hvor kun få fra vesten før har sat sine ben.

Mission Øst begyndte hjælpen til bjerglandsbyerne i 2007, netop som FN havde erklæret området for at være i en akut nødsituation.
”Indbyggerne i den lille landsby Duli fortalte mig, at de før i tiden måtte begrave 8-9 små børn om året. Siden i sommers, hvor de har haft rent vand, latriner og mere viden om hygiejne, har ikke et eneste barn mistet livet,” fortæller Kim Hartzner.

Mission Øst har i forvejen projekter i den sydlige del af Nepal og samarbejder blandt andet med et  børnehjem nær den indiske grænse.

Arrangementet finder sted søndag den 9. maj kl. 12.00 i

Karlslunde Strandkirke
Karlslunde Mosevej 3
2690 Karlslunde

Alle er velkomne, og tilmelding er ikke nødvendig. Mission Østs ambassadør, Mikael Jarnvig, vil også være til stede for at fortælle om sin personlige oplevelse af arbejdet i Armenien, hvor børn med handicap gemmes væk derhjemme i skam.