Klodser og skakspil bringer børnene sammen på trods af handicap | Mission East

Klodser og skakspil bringer børnene sammen på trods af handicap


David Gevorgyan leger med klodser
Klubben i Armenien
Karen Osamanyan leger med store klodser

Med et koncentreret blik holder seksårige Karen Osamanjan saksen hen over det røde bånd, der går fra den ene dørkarm til den anden. Han klemmer til, båndet deler sig i to, og da folk omkring ham begynder at klappe, lyser hans ansigt op i et genert, men meget stolt smil.
Karen har fået lov til at klippe båndet til den nye børneklub, som Mission Øst og partnere har etableret. Og for en lille høreskadet dreng fra et af Armeniens fattige områder, Karakert, er det en stor begivenhed! Børneklubben i Karakert er én ud af 11 planlagte klubber, der vil sprede glæde hos børn og forældre i hele regionen.

"Formålet med klubberne er at give handicappede og ikke-handicappede børn et sted at mødes," siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner, der hjalp Karen med at klippe det røde bånd.

"Her kan børnene lege sammen og spille spil sammen, og vores håb er, at de handicappede børn udvikler deres sociale evner. Flere af dem har stort set aldrig været uden for hjemmet og har aldrig haft kontakt med andre børn før. Det får de endelig mulighed for hér. Og forhåbentlig er blandingen af handicappede og ikke-handicappede børn med til, at resten af lokalsamfundet accepterer de handicappede som ligeværdige mennesker."

Forældre deler hinandens byrder
Liana Osamanjan er seksårige Karens mor og frivillig medhjælper i den nye klub. Hun er glad for, at hendes søn nu har et sted, hvor han kan lege med andre børn;
"Klubben giver børnene en chance for at blive en del af fællesskabet og få nye venner."

Men børneklubberne er ikke kun for de små størrelser. Det er også et sted, hvor forældre kan mødes og tale med hinanden om deres problemer. Livet er hårdt i denne del af Armenien, som siden Sovjetunionens fald har været præget af ekstrem fattigdom og arbejdsløshed.

"Børneklubberne er også et sted, hvor forældre kan hjælpe med at bære hinandens byrder og finde ud af, at de ikke er alene. Forældre til handicappede børn vil blive tilbudt kurser i deres egne og børnenes rettigheder. Det vil gøre dem stærkere og bedre i stand til at kæmpe for dem selv og deres børn i et samfund, hvor handicappede opfattes som mindreværdige," lyder det fra Mission Østs lokale partner i Armenien.

Fra Mission Østs magasin, december 2007 - download det her