Generalsekretær Kim Hartzner i Afghanistan | Mission East

Generalsekretær Kim Hartzner i Afghanistan



Mission Østs generalsekretær, læge Kim Hartzner, har netop været på rundrejse i Afghanistan for at besøge projekter og møde dem, hjælpen går til. Mens der dagligt rapporteres om blodige kampe og terrorisme fra Afghanistan, har turen vist, at der dog også sker store fremskridt i landet.
 
"Før døde 20-30 børn om året. Nu dør ingen".
Så klar lød beskeden fra en landsbyleder i Payensar, som læge og generalsekretær Kim Hartzner mødte under sit besøg i det nordlige Afghanistan.
Kim Hartzner er kommet tilbage efter en 10 dages rundrejse i Afghanistans fattigste egne, Takhar og Badakhshan-provinserne i det nordøstlige hjørne af landet. En af de landsbyer, han besøgte, er landsbyen Payensar, der sidste år fik installeret rent vand og undervisning i hygiejne. Det har reduceret børnedødeligheden drastisk. I Afghanistan dør hvert fjerde barn, inden det fylder fem år. I Payensar dør stort set ingen mere.
"Min tur har overbevist mig om, at der dagligt sker kæmpe fremskridt. Trods uroligheder er der håb om at bryde fattigdommen. I de landsbyer, hvor vi arbejder har rent vand, hygiejne og landbrugsstøtte forandret livet drastisk. Sundhedstilstanden er forbedret dramatisk," siger Kim Hartzner.

Skoler giver håb
I medierne har der den seneste tid været daglige rapporter om kampe med Taleban-oprørsgrupper i det sydlige Afghanistan og om en pigeskole, der er brændt af i den nordlige del. "I det lys er det bekræftende at se de fremskridt, der også sker i Afghanistan. Under mit besøg var jeg med til at åbne en skole. Det var fantastisk at se det håb, som skolegang giver. Som den lokale mullah sagde til mig: "Vi får ingen udvikling uden uddannelse. Vi har brug for ingeniører og læger. Og pigerne går også i skole: Islam giver lige rettigheder til piger og drenge", forklarer Kim Hartzner og tilføjer: "Ikke mindst var det bekræftende, at den lokale guvernør klart sagde: "Alle der ødelægger skoler går imod islams hensigter. Islam lægger vægt på uddannelse."
Mission Øst har netop bygget seks skoler i fattige landsbyer i den nordøstlige del. Landsbyer, der aldrig har haft en skole, og som er isoleret fra omverdenen af uvejsomme dale og bjerge.

Den fattigste del af Afghanistan
Statistikkerne for Afghanistan er fortsat nedslående. Landet er det sjette fattigste i verden. Børne- og mødredødeligheden er blandt de højeste i verden. Den nordlige del, hvor Mission Øst arbejder, er bjergrig – og netop det er en af forklaringerne på, at netop denne del er den fattigste del af Afghanistan, da tusindvis af mennesker lever i landsbyer, der er isoleret fra omverdenen.
Mission Øst har derfor en samlet pakke af projekter i landsbyerne, der skal tackle årsagerne til den fattigdom, de lider under. Forbindelsesveje forbinder dem med omverdenen, så de kan komme til skole, sundhedsklinikker og sælge varer på markedet. Rent drikkevand, latriner og hygiejneundervisning reducerer de mange sygdomme, der florerer og som bidrager til høj dødelighed. Landbrugsstøtte, der skal give mad på bordet og varer at sælge.