Hjælpearbejde til fattige romaer står nu på egne ben | Mission East

Hjælpearbejde til fattige romaer står nu på egne ben


Mange romaer lever i stor fattigdom i Rumæniens landdistrikter.
I Solia Speranteis børneklub får børnene den hjælp til lektierne, som de ikke kan få derhjemme.

Mission Øst har siden 1997 givet omsorg og støtte til de mest fattige og udsatte grupper i Rumænien. Nu kan den lokale samarbejdspartner fortsætte på egen hånd.

Magda Lingurar bor med sine syv børn i alderen 2-14 år i en hytte på 12 kvadratmeter lavet af halm og jord. Hendes mand Farcas sidder i fængsel for at stjæle jernbaneskinner. Familien tilhører den mest udsatte gruppe i Rumænien: De fattige romaer.

Må efterlade børnene

Familien får en smule støtte fra staten, men Magda er ofte nødt til at tage væk i flere dage for at arbejde som daglejer, og børnene er derfor overladt til sig selv. I de dage tager storesøster Alexandra på 14 år sig af dem. På grund af familiens store fattigdom og de mange timer uden voksenkontakt har flere af børnene indlæringsvanskeligheder. Alex på 12 har desuden et handicap, som gør, at han ikke kan gå ordentligt.

Glæder sig til at komme i klubben

Magda og hendes børn er en af de familier, der hver jul modtager en pakke med mad, toiletsager, tøj og sko fra Mission Østs rumænske samarbejdspartner Solia Sperantei, der på rumænsk betyder Håbets Budskab. Børnene kommer desuden i Solia Speranteis klub efter skole to gange om ugen, hvor de også får et varmt måltid mad. “Børnene er ikke vant til at få varm mad hjemmefra, og de glæder sig derfor altid til at komme i klubben,” fortæller Felicia Rotar, leder af Solia Sperantei. I klubberne har børnene også mulighed for at få et bad, at lege og forbedre deres læse- skrive- og regnefærdigheder, få bibelundervisning og lege med legetøj. Arbejdet gør dermed en stor forskel for de fattige romabørn.

Er blevet selvkørende

Mission Øst har støttet Solia Speranteis arbejde siden 1997. Men nu kan den lille organisation stå på egne ben. “Fra i år har vi besluttet at stoppe støtten til Solia Sperantei, simpelthen fordi de er blevet selvkørende,” fortæller Kim Hartzner, generalsekretær i Mission Øst. Solia Sperantei vil fortsætte hjælpen til fattige romaer i tæt samarbejde med lokale kirker. “Vi er glade for, at arbejdet er velfungerende, og at de er i stand til at fortsætte deres fantastiske indsats,” slutter Kim Hartzner.