Liv og død på Sinjarbjerget | Mission East

Liv og død på Sinjarbjerget


Kim Hartzner er dybt berørt af de historier, han hører fra børnene. “Piger på samme alder som dem, der kommer her på centret, er blevet bortført af Islamisk Stats krigere og bliver solgt på markedet i Mosul. Det er ubærligt at tænke på,” siger han.

Yezidiernes største ønske er at vende tilbage til deres hjembyer nær Sinjar By. Mens børnene venter på at gense deres fortabte hjem, viser de gennem teater de frygtelige oplevelser, de har gennemlevet.

Solen skinner, og børnene ler og leger klappelege. Men pludselig bliver deres leg brutalt afbrudt. To sortklædte mennesker dukker op med ansigterne dækket af sorte masker. Med sig har de sorte flag med hvide bogstaver, der danner ordet Islamisk Stat. De skridter målrettet hen mod børneflokken, der hastigt spredes under desperate skrig. Men ikke alle når at slippe væk. En ung kvinde bliver grebet af én af de sortklædte, der trækker afsted med hende. En anden kvinde prøver at forhindre det, men bliver brutalt skubbet væk. Den unge kvinde bliver tvunget ind i et lokale af de sortklædte personer. En familie ser hjælpeløst til. Moderen græder af sorg og frygt, og børnene skjuler ansigtet i hænderne.

Ingen maskinpistoler

Havde begivenhederne fundet sted den 3. august 2014, ville den unge kvinde være gået en grum skæbne i møde. Men det er blot en genopførelse af begivenhederne i 2014. Vi er i november 2015, næsten halvandet år efter Islamisk Stats erobring af byen Sinjar. De sortklædte mennesker er ikke rigtige IS-krigere, og der er hverken maskinpistoler eller blodsudgydelser at se. En gruppe kvinder og børn fra den etniske gruppe yezidierne opfører på Mission Østs center for kvinder og børn i en flygtningelejr på Sinjarbjerget et teaterstykke om de grufulde begivenheder, de oplevede sidste år kun en halv times kørsel derfra.

Vidner til drab

“Flere af disse børn har selv været vidne til, at deres venner og slægtninge enten blev bortført eller myrdet i august 2014. Ved at vise deres oplevelse og minder fra dagen gennem et dramastykke, kan de fortælle, hvad de har gennemlevet, uden at behøve at sætte ord på det. På den måde fungerer teaterstykket som en form for selvterapi,” forklarer generalsekretær i Mission Øst, Kim Hartzner, der sammen med to tyske politikere besøgte centret i november, hvor stykket blev opført.

Tryghed og adspredelse

Mission Øst driver flere sådanne centre i Nordirak, hvor den lokale organisation Humanity stiller frivillige universitetsstuderende til rådighed. De giver børnene basal skoleundervisning og sætter dem i gang med aktiviteter, der ligesom teaterstykket på sigt skal hjælpe dem tilbage til en normal hverdag.

“Disse børn har oplevet de mest uhyrlige ting, og det er utrolig vigtigt, at vi hjælper dem til at komme videre. Centrene er et fristed for børnene, hvor de får både tryghed og adspredelse,” siger Kim Hartzner.

Hjem til Sinjar

Stykket slutter med, at de sorte flag bliver udskiftet med hvide flag, der bærer teksten “Shingal”. Kim Hartzner fortæller: “Under hele opførelsen af teaterstykket synger en lille dreng “Shingal” som betyder “Sinjar” på yezidiernes sprog. Stykket er en måde at vise deres etniske tilhørsforhold på, hvor de viser, hvordan de har mistet alt og derefter er blevet reddet,” forklarer han.