Tadsjikistan - hjælp til selvhjælp | Mission East

Tadsjikistan - hjælp til selvhjælp


Under det kommunistiske styre i den ex-sovjetiske republik Tadsjikistan blev alt bestemt fra oven. Efter Sovjetunionens sammenbrud og den efterfølgende borgerkrig lider landet af udbredt fattigdom og de offentlige myndigheder er svækkede. Mission Øst hjælper en lang række landsbyer til at tage udviklingen i egen hånd og skabe resultater, der holder – også når hjælpen fra de internationale organisationer stopper. Mission Østs vicegeneralsekretær har været i Tadsjikistan.

Af Peter Samuelsen, vicegeneralsekretær i Mission Øst

”Jeg er begejstret over, hvor langt vi er nået ved at arbejde sammen her i landsbyen. Før prøvede vi bare hver især at overleve men nu har vi en stærk forening, der gør det muligt for os at løse vores problemer et skridt ad gangen. ”

Det forklarer Kabibullo Saiobidov, formand for lokalsamfunds organisationen ‘Gairat’ fra Gulobod landsby.
De gennemgår organisationens manual, hvor alle aktiviteter planlægges og registreres. Manualen indeholder oplysninger om de vigtigste problemer i lokalsamfundet, medlemmerne i organisationen, mødeaktivitet, planlagte aktiviteter til forbedring af forholdene, medlemmernes landbrugs- og indtægtsskabende aktiviteter.

Fælles pengekasse
”Vi har haft meget glæde af de redskaber, vi har fået af Mission Øst. En af de vigtigste er administrationen af en fælles pengekasse, som vi alle bidrager til og hvor vi i fællesskab kontrollerer udlån af vores midler til medlemmernes indtægts skabende aktiviteter. Det er blevet muligt for os at opbygge en fond, som giver os tryghed og håb for fremtiden,” forklarer Kabibullo Saiobidov.

 
Landsbyorganisationer som Ghaizat er hjørnestenen i Mission Østs arbejde i Tadsjikistan. Det er de lokale strukturer, deres drivkraft og ønsker, som styrer udviklingen og sikrer, at den bliver bæredygtig på lang sigt. Det bedste er, når organisationer dannes uden hjælp fra Mission Øst, eller når organisationer når dertil, at de ikke længere har brug for hjælp fra Mission Øst.
Lokalorganisation bygger skole
Landsyorganisationen Khucharkhi i samme region er et godt eksempel på lokalt initiativ.
”Vi blev forflyttet herfra til bomuldskollektivet i dalen i 1953 af det sovjetiske styre. Da vi vendte tilbage i 1992 efter det sovjetiske styre var brudt sammen. Vi var midt i en borgerkrig og der var ingenting her. Det var hårdt og er stadig hårdt, men det har lært os at klare os selv og vi har blandt andet bygget denne skole til vores børn,” forklarer Nurali Nuraev som er lærer på skolen og formand for landsbyorganisationen.
Området er fattigt på naturressourcer og der er ikke mange indtægtskilder, men landsbyen prøver at ernære sig gennem husdyravl og havebrug. De vil gerne formalisere deres sammenslutning, så de kan få ejerskab over jorden, men det er ikke nemt. Mission Øst hjælper landsbyen hovedsagelig med at få adgang til vand for det er det mest påtrængende behov for landsbyen.
I 2005 hjalp Mission Øst 42 landsbyorganisationer med deres initiativer til at forbedre vilkårene for de 48.000 indbyggere i deres lokalsamfund i Tadsjikistan. Det er godt at se, når lokalbefolkningen tager udviklingen i deres egen hånd, og vi hjælper dem på den vej de ønsker at gå.

Fra Mission Østs magasin, september 2006