Genbrug bliver til nødhjælp i Syriens nærområde | Mission East

Genbrug bliver til nødhjælp i Syriens nærområde


Poul Henning Krog leder den nye genbrugsbutik i Svendborg, hvor overskuddet går til Mission Østs arbejde bl.a. i Irak.
Maria Lind fik et par sko af sin datter, men de var for store. Nu bliver de solgt til gavn for Nordiraks flygtninge.

Den første genbrugsbutik, der med hele sit overskud støtter Mission Østs arbejde, har set dagens lys. Jakkesæt bliver til tæpper, og sko skaffer varme til frysende flygtningefamilier i Nordirak gennem multibutikken Hjerterum i Svendborg.

Det er populært at købe genbrugstøj. Dels fordi det er billigt, dels fordi man ofte finder noget helt unikt. Der går næsten sport i det!

Nu er der endnu en grund til at købe genbrug. For nu kan kjoler, jakkesæt og sko blive til skolematerialer, tæpper og brændstof til varmeapparater i flygtninges kolde telte i Nordirak tæt ved den syriske grænse.

Omsættes til gavn for flygtninge

Miraklet sker i multibutikken Hjerterum i Vestergade 32 i Svendborg. Køber man skjorte, jakkesæt og slips til i alt 150 kroner giver man samtidig skolematerialer til et irakisk flygtningebarn i et halvt år. Dobler man op og lægger en kjole og et par t-shirts i indkøbskurven, giver man kuldeisolerende tæpper til hele seks flygtningefamilier i Irak. Man kan også tage den store pung frem og tilføje bukser, sko, tasker eller nogle af de andre spændende ting i Hjerterum, og vupti, så har man for 600 kroner skaffet brændstof til varme og madlavning til en hel flygtningefamilie i et halvt år.

“Svendborggenserne elsker genbrug, og nu giver det endnu mere mening at købe brugt,” fortæller Poul Henning Krog, der leder butikken.

Hjerterum drives som en velgørende forening. Frivillige medarbejdere sorterer tøjet, pynter, laver kreativt værksted og serverer kvalitetskaffe og lækker kage fra en lille café. Alt overskud fra tøjsalget går til Mission Østs arbejde blandt flygtninge i Irak.

Genbrugstøj bliver mere værd

Ved at tømme klædeskabet, kan danskere nu hjælpe de flygtninge, som har mistet alt.

“Jeg fik et par sko af min datter, men de var for store. Derfor gav jeg dem til Hjerterum, og nu venter jeg på at nogen kommer og køber dem for 50 kroner, så pengene kan gøre gavn for flygtninge,” siger Maria Lind, der arbejder frivilligt i caféen.

Overskuddet fra genbrugsbutikken går bl.a. til tøj, tæpper, kogegrej, varmeapparater, presenninger og værktøj til fordrevne i Irak, som er flygtet over hals og hoved fra terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Du kan også være med

Har du tøj i overskud, du ønsker at donere til Hjerterum? Du kan aflevere tøjet i butikken i Svendborg i åbningstiden mandag, onsdag og torsdag kl. 11-17.30 og lørdag kl. 10-14 eller efter aftale.

Adressen er Vestergade 32, 5700 Svendborg. Kontakt Poul Henning Krog på e-mail phkrog@hotmail.com.