Kvinder og børn befriet fra IS’ terror – nu skal de have hjælp til at overleve | Mission East

Kvinder og børn befriet fra IS’ terror – nu skal de have hjælp til at overleve


"Vi så en hel gruppe, som samme dag var sluppet løs fra Islamisk Stats fangenskab," fortæller generalsekretær Kim Hartzner, der netop har besøgt en landsby ved Kirkuk i Nordirak.

En gruppe kvinder og børn blev befriet fra Islamisk Stat, mens Kim Hartzner besøgte Kirkuk i Nordirak. Som alle flygtninge mangler de alt for at klare den kommende vinter. Mission Øst uddeler mad og hygiejneudstyr.

- Vi så en hel gruppe, som samme dag var sluppet løs fra Islamisk Stats fangenskab, fortæller generalsekretær Kim Hartzner, der netop har besøgt en landsby ved Kirkuk i Nordirak.

- Kurdiske tropper havde fragtet dem over, og nu sad kvinder og børn på den bare jord med deres få ejendele. De havde stort set ingenting med sig. Det var et forfærdeligt syn, men også en opfordring til at fortsætte vores indsats.

Kim Hartzner besøgte en landsby ved byen Kirkuk, der kun ligger syv kilometer fra IS’ linjer. Her bor 202 familier i faldefærdige og ufærdige bygninger, hvor de finder ly for vind og vejr. De er alle flygtet fra IS’ terrorvælde og modtog nødhjælp fra Mission Øst for to uger siden.

- Det er mennesker, som har mistet alt i flugten fra IS. Vi gav dem ris, madolie og hygiejneudstyr. Sæbe, desinfektionsmiddel, vanddunke og alt, som er nødvendigt for at klare sig og holde sig fri fra sygdomme, fortæller Kim Hartzner.

Gruppen af forhutlede kvinder og børn på den bare jord viser det helt akutte behov for yderligere hjælp. Vinteren nærmer sig og flygtningene vil gå til i kulde og sygdom, hvis ingen griber ind.

- Alle de fordrevne sagde enstemmigt, at de har brug for tæpper og tøj og alt, som kan bruges til at holde kulden ude. Vi må gøre endnu mere for disse tusindvis af mennesker, der lider som følge af krig og konflikt. De er flygtet fra konflikten, men lever stadig tæt op ad den. Deres liv er udsatte, og de er afhængige af al den hjælp, vi kan give dem.