“Jeg ved ikke, hvad der skal blive af hende, når jeg dør.” | Mission East

“Jeg ved ikke, hvad der skal blive af hende, når jeg dør.”


Pokiza begyndte i skole i første klasse, men dengang kunne hun ikke tale, så hun var nødt til at stoppe skolegangen. Hun fik også bank af de andre elever.

I en lille tadsjikisk landsby lever Pokiza et usikkert liv med sin farmor. Resten af familien vil ikke kendes ved hende på grund af hendes handicap. Nu vil en gruppe forældre til børn med handicap finde en løsning på Pokizas problemer med hjælp fra Mission Østs advokat.

“Jeg er gammel nu, og jeg ved ikke, hvem der skal tage sig af hende, når jeg dør. Hun kan ikke klare sig selv, og hendes fars kone slår hende,” fortæller den gamle kvinde med tårer, der blinker i øjenkrogene. De andre kvinder i den lille stue ryster forfærdede på hovedet. De har hørt Pokizas historie mange gange før, men det er første gang, de hører om, at Pokiza får bank af sin stedmor.

Forladt af moderen

Jeg har bedt Khosiyat fortælle historien om, hvordan hun har opfostret sit barnebarn Pokiza. Og det viser sig at være en historie fyldt med sorg for den lille familie. Den tynde pige med det milde ansigt og de nysgerrige øjne kom til verden for 18 år siden. Forældrene skændtes hele tiden, og moderen rejste derfor sin vej i nogle måneder. Da hun kom tilbage, så hun, at barnet ikke var som alle andre. “Hun sagde: ‘Jeg vil ikke opfostre hende, for hun vil blive handicappet.’ Så rejste hun igen,” fortæller Pokizas farmor Khosiyat, som siden da har taget sig af sit barnebarn.

Har kun hinanden

Pokizas far giftede sig igen, og selv om han bor i huset lige ved siden af, er Khosiyat og Pokiza overladt til sig selv. “Indtil hun var seks år, kunne hun hverken gå eller tale. Men nu har hun lært begge dele. Vi hjælpes ad med tøjvask og madlavning,” fortæller Khosiyat. En anden svigerdatter hjælper dem med madlavning engang imellem, men ellers er der ikke nogen, der tager sig af de to.

Bange for fremtiden

For nogle uger siden kunne Khosiyat mærke, at hun blev gradvist svagere. “Jeg lå i sengen i 14 dage, og dér begyndte jeg for alvor at tænke på, hvad der skal blive af lille Pokiza. Jeg kunne overdrage hende til et hjem for ældre mennesker inde i Penjakent. Men så er der ingen til at tage sig af mig. Og  hvis jeg pludselig dør, ved jeg ikke, hvad der vil ske med hende,” fortæller Khosiyat fortvivlet. Det er derfor, hun nu har valgt at fortælle gruppen om stedmoderens voldelige overgreb.

Hjælp fra advokaten

Det er ikke første gang, Khosiyat beder gruppen om hjælp. Indtil for nylig fik Pokiza en lille pension, men af uforklarlige årsager stoppede den pludselig med at komme. Farmoren fortalte om problemet til gruppen, som kontaktede Mission Østs advokat. Og nu er pensionen kommet tilbage. Også denne gang er gruppen parat til at hjælpe. “Nu vil vi samle familien og advokaten til et møde. Faderen skal have at vide, at han ifølge loven har pligt til at sørge for sin datter, og stedmoderen skal vide, at hun ikke må slå Pokiza,” siger Fatima, som er medlem af forældregruppen og selv mor til et barn med handicap.