Forladt fordi hun ikke kunne læse | Mission East

Forladt fordi hun ikke kunne læse


I Nepal er der stadig mange kvinder, som ikke kan læse og skrive.

Tungja Lama blev forladt af sin første mand, fordi hun ikke kunne læse og skrive. I dag er hun leder af læsegruppen i sin lille bjerglandsby.

”Jeg ved alt om, hvordan man laver husarbejde. Den eneste forskel på hende og mig var, at hun kunne læse og skrive, og jeg ikke kunne!” Selvom det er mange år siden, føler 45-årige Tungja Lama stadig ydmygelsen fra dengang, hendes første mand forlod hende til fordel for en kvinde, der kunne læse og derefter flyttede ind til hovedstaden Kathmandu. Tilbage i landsbyen i det vestligste Nepals bjerge sad Tungja og parrets to børn. 
I dag er Tungja gift med sin første mands yngre bror, som det er almindeligt i hendes etniske gruppe og har fået yderligere fire børn, hvoraf den yngste er otte år. ”Det var en meget svær tid, jeg følte mig som en ko i stalden,” fortæller Tungja.

Arbejder på ligeret mellem mænd og kvinder

På grund af sin tunge fortid var Tungja en af de første, som meldte sig, da Mission Øst startede et
læsekursus i hendes landsby. Og de andre kvinder har siden valgt hende som leder af gruppen. ”Det blev jeg meget glad for,” fortæller Tungja, som blandt andet har til opgave at motivere de andre kvinder til at møde op til undervisningen: ”Jeg siger til de andre, at de skal skynde sig at blive færdige med husarbejdet og komme til undervisning,” smiler Tungja. En af de ting Tungja gerne vil arbejde for, som leder af læsegruppen, er ligeret for alle både mellem mænd og kvinder, og mellem de forskellige kaster, som er repræsenteret i gruppen. ”Nu hvor vi er i gruppe sammen, er det lettere at se, at vi alle sammen er ens,” forklarer Tungja.

Bange for at blive snydt

Personligt har Tungja lært meget i gruppen. Før var hun for eksempel ikke særlig god til det officielle sprog nepali, men det er hun blevet på kurset, og det har betydet, at hun bedre kan holde øje med børnenes lektielæsning.

Hun har også fået bedre styr på familiens økonomi, efter at hun på læsekurset har lært tallene, og det har givet hende mod på at starte forretning. Familien har et par køer og nogle marker, men Tungja har altid været bange for at blive snydt, når hun skulle sælge mælk eller grøntsager. ”Jeg måtte kigge på sedlernes farve for at finde ud af, hvad det var for en,” fortæller hun.

Nu hvor Tungja kender tallene på pengesedlerne, har hun planer om at begynde at sælge mælk og grøntsager i landsbyen.

Baggrund: Mission Østs læsekursus i Himalayas bjerge

Mission Øst har oprettet læsegrupper til 1728 fattige kvinder.
Formålet er både at lære kvinderne at læse, at lære dem om menneskerettigheder og om, hvordan man starter en lille forretning.

Disse temaer er bygget ind i undervisningsmaterialet, så de bliver en naturlig del af kurset.
Grupperne mødes hver aften fra kl. 20.00 - 22.00.
De 200 dygtigste kvinder får i slutningen af kurset hjælp til at starte deres egen forretning.