Også ros til regeringsudspil om udviklingsbistand | Mission East

Også ros til regeringsudspil om udviklingsbistand


Også ros til regeringsudspil om udviklingsbistand

Jo, det er rigtig ærgerligt, at regeringen vil skære i den langsigtede udviklingsbistand. Men flot, at man reagerer på den humanitære krise i Syrien og Irak, mener Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.

Ngo’er reagerer voldsomt på regeringens finanslovsudspil om at skære i udviklingsbistanden. Og ja, det er rigtig sørgeligt, at bistand til fattigdomsbekæmpelse i skrøbelige lande skæres ned eller skæres helt væk. Men det samlede billede er ikke så negativt, som ordene ”massakre på bistanden”, ”grotesk”, ”slagtekniv”, ” en historisk svinestreg” kunne antyde, mener Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.

- Regeringen viser trods alt rettidig omhu i flygtninge krisen, ved at øge den humanitære beløbsramme med 50 millioner kroner, så det samlede beløb til humanitær bistand stiger fra de nuværende 1.775 millioner kroner til 1.825 millioner kroner i 2016. Det er et skridt i den rigtige retning, siger han og henviser til regeringsgrundlaget, der lover en særlig indsats for at hjælpe forfulgte kristne minoriteter.

Her står bl.a.: ”I flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter. Regeringen vil have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter.”

- Jeg kan kun opfordre regeringen til at øge den humanitære bistand til Syrien og Irak, hvor kristne og andre minoriteter lige nu flygter over hals og hoved fra Islamisk Stats brutalitet. Mellemøsten tømmes for kristne, der har opbygget en rig kulturarv og levet i fred med deres naboer i 1700 år. Det er nu, regeringen skal holde sit valgløfte og intensivere hjælpen til de fordrevne og flygtende minoriteter i nærområderne.  

Samtidig er det naturligvis meget sørgeligt, at regeringen vil skære 2,3 milliarder i den globale udviklingsbistand generelt. Sammenholdt med at man vil bruge 3,5 milliarder af udviklingsbistanden til at finansiere modtagelse af flygtninge herhjemme betyder det, at de langsigtede udviklingsprojekter verden over glip af 5,8 milliarder kroner.

- Det er rigtig ærgerligt, fordi det netop er de langsigtede projekter, der stabiliserer de skrøbelige lande. Det er når befolkningen får adgang til mad, vand, sundhed og uddannelse, der skabes grobund for fred.

Og Kim Hartzner forstår slet ikke, at regeringen i sit finanslovudspil har valgt at udfase hjælpeprogrammer til Nepal, der ligger på katastrofernes holdeplads rent geografisk.

- Senest i foråret oplevede landet to store jordskælv og et utal af efterskælv, der jævnede 90 procent af husene i de værst ramte områder med jorden. Hvordan skal Nepal kunne rejse sig igen uden hjælp fra lande som Danmark? Det er simpelthen en ommer, slutter Kim Hartzner.