Efterskole støtter unge i Irak | Mission East

Efterskole støtter unge i Irak


To af Mission Østs medarbejdere, Susanne Madsen og Kim Wiesener, fik overrakt en symbolsk kæmpecheck af eleverne på Brøderup Efterskole. Foto: Rasmus Mogensen
Fem af de unge efterskoleelever, der støtter Mission Østs arbejde i Irak. Fra venstre Jessica, Anna, Abdil, Mathilde og Katrine. Foto: Susanne Madsen

Eleverne på Brøderup Efterskole på Sydsjælland har besluttet at støtte Mission Østs arbejde i Irak med 10.000 kr. Her fortæller de hvorfor.

Af Kim Wiesener, kommunikationsmedarbejder, 3. juli 2017

Når eleverne på Brøderup Efterskole knokler i en hel uge for at stable deres årlige julestue på benene i slutningen af november, ved de, at salget af pynt, nisser, halmbukke og julelækkerier kommer til at hjælpe mennesker, der som regel har det meget sværere end dem selv. For ganske vist går noget af overskuddet til egne projekter på skolen, men en nok så væsentlig andel forærer de unge til gode formål. Det skete også i dette skoleår, hvor årgang 2016-17 bl.a. valgte at støtte Mission Østs arbejde i Irak med 10.000 kr. Da eleverne skulle beslutte, hvad pengene skulle gå til, fik Mathilde til opgave at undersøge forskellige organisationer. Hendes motivation var at give nogle muligheder til flygtningebørn, der i modsætning til danske unge f.eks. ikke kan komme på efterskole. ”Jeg syntes godt om Mission Øst. I arbejder mange forskellige steder, og I dækker mest og bedst,” fortæller hun.

En forårsdag i april følger hun og de ca. 100 andre elever opmærksomt med, da vi kommer to fra Mission Øst på besøg og fortæller om organisationens hjælpeindsats i Irak. En kort film om den 14-årige yezidi-pige, Alwin, gør stort indtryk på eleverne, fordi hun i sin unge alder allerede har påtaget sig ansvaret for sine søskende på grund af forældrenes voldsomme død. ”Hun er yngre end mig, men alligevel virker hun meget mere voksen,” siger Mathilde.

Vidner til fattigdom

Da en flot ’check’ i overstørrelse er blevet overrakt som symbol på gaven til Mission Øst, fortæller nogle af eleverne i 16-17-års-alderen om deres bevæggrunde for at støtte mennesker i nød. Flere af dem har set fattigdom tæt på under udlandsrejser, og den slags gør indtryk. ”Jeg har rejst meget i fattige lande, og så snart man kommer ud af hotellet, kan man se, at folk ingenting har. I Cape Town var jeg ude at se, hvordan folk boede i skurvogne. Det sætter vore egne liv i perspektiv,” siger Katrine.

Abdil stammer fra Tyrkiet, og han fortæller, at han ændrer opførsel, når han har været på besøg i landet: ”Jeg ser anderledes på det, når jeg har været dernede og se fattigdommen. Jeg er mere hjælpsom bagefter.” Anna husker et besøg i Indien, hvor fattigdommen gør et voldsomt indtryk: ”Kontrasterne er enorme. Man sidder i en pæn bil med aircondition, og børnene er så fattige, at de er nødt til at tigge. Det er ubehageligt,” siger Anna, der selv har været i praktik i en nødhjælpsorganisation og gerne vil lave frivilligt arbejde fremover. Jessica er blevet gode venner med en flygtning, der sælger de hjemløses blad, Hus Forbi: ”Jeg giver ham pengene og lader ham beholde bladet.”

Ikke en ’ego-generation’

Dermed også sagt, at de unge er opmærksomme på, at der godt kan være fattigdom i Danmark, f.eks. folk som tigger på Strøget i København. Men de er enige om, at den ikke kan måle sig med fattigdommen ude i verden. De fem efterskoleelever genkender ikke sig selv i det, som nogle kalder ’ego-generationen’. Den slags betegnelser er ”meget generaliserende”, mener de. Med deres beslutning om at støtte mennesker i et fjernt land, der har det svært, understreger de da også, at de i høj grad tænker på andre end sig selv.

Denne artikel stammer fra Mission Øst-magasinet nr. 3 2017. Læs hele magasinet her