’Nødhjælp er vores livspassion!’ | Mission East

’Nødhjælp er vores livspassion!’


Armenien, 1994. Året efter, at Mission Øst blev startet, tog René og Kim Hartzner til Armenien med hjælp i form at bl.a. beredskabshospitaler og fødevarehjælp til befolkningen under krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan. Foto: Jan Jørgensen.
Armenien, 2011. Renés kone Ruth Hartzner var fra dag ét fyr og flamme for sagen og en stor støtte i arbejdet med at få Mission Øst på benene. Her ses parret til en demonstration for handicaprettigheder i Armenien i 2011. Foto: Mission Øst.
Nordkorea, 2011. Kims baggrund som læge tager han med sig, når han rejser rundt i verden for at tilse Mission Østs projekter. Her på et børnehjem i Nordkorea. Foto: Mission Øst.

Det begyndte i en garage i Birkerød. Efter Berlinmurens fald sendte René og Kim Hartzner mad, medicin og hospitalsudstyr til fattige i Østeuropa. I dag er Mission Øst en velvoksen hjælpeorganisation med ekspertise i hurtig akuthjælp og langsigtet udvikling i Østeuropa, Mellemøsten og Asien. Og gløden er den samme.

Af Svend Løbner, freelancejournalist

René og Kim Hartzner startede Mission Øst som en spontan reaktion på nøden i Østeuropa efter Sovjetunionens sammenbrud. Fra familiens garage i Birkerød og senere fra et større lager sendte de mad, medicin og hospitalsudstyr med lastbiler og fik endda hele beredskabshospitaler fløjet med store transportfly mod øst. I dag er hjælpearbejdet udvidet til flere lande i Østeuropa, Mellemøsten og Asien, hvor tusindvis af mennesker nu får gavn af både akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp. Familieforetagendet er blevet en international hjælpeorganisation med kontorer i  København, Berlin og Bruxelles og hundredvis af dedikerede medarbejdere i otte lande.

Fyr og flamme for sagen

Vi møder de to ildsjæle på Mission Østs kontor i Hellerup, hvor atmosfæren er ladet med den energi, som stadig præger far og søn. “Det er mere end et stykke arbejde. Det er en livspassion,” svarer Kim  Hartzner på spørgsmålet om, hvor al den energi dog kommer fra. “Vi gjorde bare det, vi selv kunne  lide og synes var sjovt. Og det var tilfredsstillende at kunne hjælpe kirkerne bag Jerntæppet – de kirker, der før havde været undertrykt, kunne nu hjælpe deres egen befolkning.” René Hartzner er hurtig til at dele æren med de medarbejdere, som efterhånden blev tilknyttet organisationen: “Vi fik  nogle dygtige mennesker ind over. Og så skete det, som ofte sker, at én dygtig person tiltrækker flere dygtige medarbejdere. Samtidig havde jeg det fortrin i forhold til Kim dengang, at jeg ikke havde hjemmeboende børn. Og min kone Ruth var fyr og flamme for sagen.”

De to har kørt parløb, siden organisationen startede i november 1991, René på iværksætterydelse og Kim som frivillig de første måneder. I dag er rollerne byttet om: Kim er generalsekretær, og René er aktiv pensionist.

Gode forbindelser i Sovjet

Livsopgaven Mission Øst blev et puslespil, hvor Renés handelstalent og Kims lægegerning pludselig gik op i en højere enhed. René Hartzner arbejdede som international prokurist i næsten 30 år i ét af verdens største kornfirmaer. Arbejdet bestod i at opkøbe korn i Syd- og Nordamerika, chartre skibe og eksportere til Danmark og videre til lande i Østeuropa. En dag stod han uden arbejde – men havde stadig gode forbindelser i det tidligere Sovjetunionen. To rejsebureauer engagerede ham derfor som rejseleder ved kirkelige og kulturelle rejser i Rusland. “Allerede ved den første rejse besøgte vi en frikirke i udkanten af Skt. Petersborg. Byens borgmester bakkede op om kirkernes sociale arbejde og lovede, at hvis kirken kunne skaffe medicin – især til ældre sukkersygepatienter – ville de få et stort halvfærdigt center tæt ved en af byens metrostationer.”

Medicin for to millioner

“På vej hjem fra Skt. Petersborg blev det ved med at køre i mig: ‘Hvis jeg nu kunne skaffe denne medicin, kunne jeg hjælpe både kirken og byen’. Jeg fortalte om behovet i min kirke, og en af lederne arbejdede netop på et medicinalfirma, der fremstiller sukkersygemedicin. Inden jeg så mig om, havde jeg fået for to millioner kroner sukkersygemedicin i store tromler. Dem afleverede vi på en rejse med unge fra Karlslunde Strandkirke og fik en fantastisk modtagelse,” fortæller René Hartzner. “På vej hjem i bussen sagde jeg til Kim: ‘Dette er meget tidskrævende. Enten må jeg fortsætte fuldtids, eller også må jeg standse nu’. Så kigger Kim på mig og siger: ‘Far, du skal fortsætte fuldtids, og jeg er med fra dag ét’. Sådan startede det.” Kim Hartzner husker den dag i bussen: “Jeg sagde til far: ‘Du arbejder allerede fuldtids med nødhjælp; du er bare nødt til at kalde det noget. Hvad med Mission Øst? Det er en mission i øst, og vi arbejder gennem kirken, ikke?’ Så var navnet på plads.”

Famlende start – men fantastisk

Kim er læge og tog fire måneder ud af kalenderen for at arbejde frivilligt med at kontakte virksomheder og bede om donationer til hjælpen i øst. Kirker samlede ind til transport, virksomheder donerede mad og medicin, og hospitaler donerede udstyr. “Så fyldte vi lageret i mors og fars garage og rejste afsted i kassebiler. Jeg flyttede derefter til Hjørring og startede som læge. Da jeg havde været på arbejde som læge i fem dage, tog jeg min første ferie for at køre med nødhjælp til Ukraine og kom hjem i et ambulancefly efter en stor ulykke. Jeg blev indlagt i Hjørring, og først flere måneder senere havde jeg arbejdet der i flere dage, end jeg havde været syg eller på ferie,” smiler Kim Hartzner. “Det var en famlende, men en fantastisk start,” husker René Hartzner. “Folk kendte os jo ikke; vi var jo kun lige startet. Men det gik over stok og sten.”

Sendte fem hospitaler med fly og skib

Året efter opstarten – i oktober 1992 – sendte Mission Øst store flyvemaskiner med nødhjælp fra Danmark til Armenien. Den lille hjælpeorganisation havde modtaget fem af 40 beredskabshospitaler, der var til brug i tilfælde af atomkrig. Men nu var Den kolde krig afblæst. “Hospitalerne lå i store papkasser under sygehuse og rundt omkring på skoler. Der var operationsstuer og alt, hvad dertil hører,” husker René Hartzner. “To af hospitalerne anbragte vi på de værste fængsler i Moskva, man kan forestille sig, ét blev anbragt i Skt. Petersborg, ét i Albanien og ét i Armenien. Armenien lå dengang i krig med Aserbajdsjan. Vi sendte i alt 9 store flyvemaskiner af sted til Armenien, de fleste af dem med mad, medicin og hospitalsudstyr.”

Mission Øst fik en flyvende start, men for Kim Hartzner startede engagementet i østlandene længe før. “Min far rejste bag Jerntæppet allerede i 1968. Jeg var ni år og plagede ham som vanvittig for at få lov til at komme med, men det måtte jeg naturligvis ikke. Når han kom hjem, viste han billeder af forfulgte kristne, deres ansigter, tørklæder og en kultur, der var helt anderledes end vores. De var underkuede og forfulgte, men havde samtidig en enorm gejst og var villige til at sætte deres liv og sikkerhed på spil. Det var helt vildt spændende! Deres historier og skæbne blev starten for mig.”

Rejste bag jerntæppet som 15-årig

Da Kim var 15 år rejste han til Jugoslavien, Rumænien og Ungarn med sin fætter. “Verden var en helt anden bag Jerntæppet; man kunne mærke en tung dyne, en trykket stemning blandt folk,” fortæller han. “Jeg brugte hver eneste anledning, jeg overhovedet fik, til at rejse i Østeuropa, senere også for at smugle bibler ind til kirkerne. Samtidig smuglede jeg informationer ud om de kristnes forhold bag Jerntæppet, hvor myndighederne raserede kirker og fængslede kirkelederne. Det var næsten det farligste. En gang stod jeg på en banegård i Rumænien med de følsomme dokumenter i inderlommen, den sidste banegård før grænsen til Ungarn. Jeg var så nervøs, at jeg ikke kunne styre det, så tolderne nemt kunne have spottet mig. Men i toget på vej til grænsen sad jeg i kupé med en diplomatsøn fra Congo, og han fortalte så mange sjove vittigheder og på et så vidunderligt fransk, at jeg lå flad af grin hele turen. Min nervøsitet var forsvundet, da toldere kom ind og ransagede vores kufferter. Og da de var færdige, lykkedes det mig at placere dokumenterne i den tjekkede kuffert, inden tolderne begyndte at kropsvisitere mig. Sikke et held! Eller guddommelig indgriben …”

Nødhjælp fra kirke til kirke

Da Berlinmuren faldt i 1989, havde René og Kim Hartzner begge et stort netværk blandt kirkerne i både øst og vest. “Det var helt naturligt at knytte forbindelse mellem de to netværk og formidle nødhjælp til de fattige i øst, fortæller Kim Hartzner. “Vi arbejdede ud fra privatboligen i Birkerød og skrev breve til alle vores venner, om de havde lyst til at støtte,” fortæller René Hartzner. “Samtidig ansøgte jeg kommunen om iværksætterydelse og fik 5000 kroner om måneden i tre år. Vi søgte desuden om at måtte opbevare medicin i hjemmet, og det fik vi lov til. Og så kontaktede Kim forskellige medicinalfirmaer, og du drømmer ikke om, hvad vi fik af hospitalsudstyr, mad og medicin i den periode!”

Puslebrikkerne passer

I dag driver Mission Øst et vidtforgrenet arbejde ud fra kontorer i Danmark, Berlin og Bruxelles. Akut nødhjælp til titusindvis af fordrevne i Irak. Uddannelse til børn med handicap i Armenien. Hjælp til selvforsørgelse i Tadsjikistan. Forebyggelse af katastrofer i Nepals bjerge. Genopbygning af vandsystemer i Afghanistan. Skolegang til børn i Burma. Og fødevarehjælp til underernærede børn i Nordkorea. Og så er vi tilbage ved livspassionen: Hvordan undgår man at blive totalt overvældet af alle de enorme behov alle vegne? “Når alt ser mørkt ud, er det nærliggende at sige: ‘Hvor er det dog forfærdeligt med alle de fordrevne i kølvandet på Islamisk Stat!’ Det kan man sige 100 gange, uden at det hjælper. Men man kan også sige: ‘Vi kan gøre noget! Vi kan hjælpe og ændre folks liv!’  Sandheden er, at den enkelte dansker herhjemme kan gøre rigtig meget for den enkelte nødlidende derude.” Og det er lige netop, hvad René og Kim Hartzner, deres medarbejdere og mange støtter i Danmark og udlandet har gjort i 25 år.