”Mission Øst er vores skole” | Mission East

”Mission Øst er vores skole”


”Vi betragter Mission Øst som en skole for Humanity. Vi har lært en masse, f.eks. om at arbejde med sårbare børn,” fortæller 27-årige Thamir Alyas, stifter af den irakiske organisation Humanity, som Mission Øst arbejder sammen med. Foto: Michael Schmidt
Humanity driver sammen med Mission Øst centre, hvor børn på lugt får ro til at lege og vedligeholde deres skolekundskaber, som i dette center uden for Dohuk i det nordlige Irak. Foto: Michael Schmidt

Det begyndte med en gruppe studerende, som brændende ønskede at gøre en forskel i deres krigshærgede hjemland. I dag er Mission Østs partner Humanity en velvoksen organisation, der hjælper tusinder af irakere.

Af Kim Wiesener, leder for kommunikation, september 2017

Da et par yezidi-landsbyer i det nordlige Irak blev angrebet af terrorister i 2007, følte den dengang 17-årige Thamir Alyas, at han måtte gøre noget for at hjælpe det etnisk-religiøse mindretal, han selv tilhører. Men hans far sagde til ham, at det bedste, han kunne gøre på det tidspunkt, var at uddanne sig. Thamir lyttede til sin fars råd og tog en universitetsgrad i sociologi. Men syv år senere i 2014 indtog terrorbevægelsen Islamisk Stat store dele af det nordlige Irak. De udsatte yezidierne for massakrer og tvang titusinder af dem til at flygte fra hus og hjem, og nu var Thamir Alyas ikke i tvivl:  Tiden var kommet til at yde en indsats.

Så han fyldte sin bil med de mest basale ting som vand og brød og kørte op på Sinjarbjerget, som var blevet et midlertidigt hjem for tusinder af yezidier på flugt. Han delte vand og brød ud og kørte tilbage efter mere. Med disse første forsøg på at hjælpe forfulgte og udsatte mennesker i Nordirak lagde han grunden til det, der i løbet af få måneder skulle blive til organisationen Humanity.

Købte legetøj af egen lomme

I den dramatiske sommer 2014 blev Thamir også selv flygtning. Han måtte følge med sin familie ind i Tyrkiet, hvor mange andre yezidier havde søgt tilflugt. Her var han igen vidne til stor nød og forsøgte også her at gøre en forskel. Kort tid efter var han tilbage i Irak og satte sig for igen at hjælpe især børnene.

”Jeg så tusinder af børn, og jeg ønskede at gøre hvad som helst for, at de ikke skulle få det værre, end de allerede havde det. Jeg begyndte at købe legetøj til dem, først af egen lomme, og så begyndte jeg at få støtte fra forskellige mennesker, bl.a. venner fra universitetet,” husker Thamir Alyas.

I løbet af kort tid havde han – uden synderlig erfaring i at drive en organisation – registreret én under navnet Humanity, der betyder ’menneskehed’ på engelsk. Og i begyndelsen af 2015 kom den første kontakt med Mission Øst, der netop var begyndt at arbejde i Irak igen som følge af den voldsomme humanitære krise i landet.

Vigtigt at dygtiggøre sig

De to organisationer blev samarbejdspartnere – med fokus på psykisk førstehjælp til børn – og det har de været lige siden. Når Thamir Alyas skal sætte ord på, hvad partnerskabet med Mission Øst har betydet for ham og hans organisation, siger han bl.a.:

”Vi betragter Mission Øst som en skole for Humanity. Vi har lært en masse, f.eks. om at arbejde med sårbare børn. Vi var meget uerfarne, da vi begyndte. Vores generation havde virkelig brug for at blive oplært.” Han mener også, at de to organisationer deler nogle væsentlige værdier, f.eks. i måden at behandle udsatte mennesker på. Der bliver ikke gjort forskel på nogen – uanset deres baggrund.

Humanity er kommet langt siden sin ret spontane begyndelse og har i sin korte levetid allerede været med til at gøre en forskel for titusinder af irakere i nød. Men Thamir ved også, at der stadig er meget at lære, og det er derfor vigtigt for ham, at Humanity bliver ved med at dygtiggøre sig, bliver mere professionel og f.eks. selv opbygger sin evne til at samle penge ind, da man ikke for altid kan være afhængig af hjælp fra udlandet.

Store ambitioner

Selv om Thamir selv er yezidi, er det ikke kun sin egen befolkningsgruppe, han hjælper. Han understreger tværtimod, at Humanity ikke blot er et navn – det er hele menneskeheden, han er opsat på at gøre noget for. Han drømmer derfor om, at Humanity en dag kommer til at arbejde internationalt. Ambitionerne er store, og derfor er Thamir Alyas også indstillet på at fortsætte sit virke, selv om hele hans familie nu opholder sig uden for Irak – først og fremmest i Tyskland.

”Det er det hele værd, når jeg ser børnene smile. Deres smil motiverer mig og giver mig energi. Jeg har fået at vide, at jeg blev født til at gøre det her,” siger han.

Hør Thamir Alyas fortælle mere om arbejdet her (på engelsk).