| Mission East
Staff at Bridge of Hope, Armenia
Gennem undervisning og praktiske øvelser er Mission Østs mangeårige partner i Armenien blevet styrket i sit arbejde for mennesker med handicap. Bridge of Hope er en af Mission Østs tætteste partnere i Armenien, og organisationen gør et stort stykke arbejde blandt børn og unge med handicap. For at styrke dette arbejde var der brug for at forbedre de metoder, som Bridge of Hope bruger til at monitorere og evaluere de forskellige projekter og aktiviteter. Ligeledes var der brug for mere uddannelse i økonomistyring.   I løbet af 2012 fik de ansatte derfor undervisning og gennemgik forskellige...
Mission East center in Tavush, Armenia
Det begyndte med hospitalsudstyr og fødevarer til det fattige og konflikthærgede Armenien. 20 år senere har mennesker med handicap fået flere rettigheder, og armenske organisationer arbejder selv for at sikre, at de bliver overholdt. To årtiers dansk bistand til Armenien har givet store resultater. Da Mission Øst i 1992 begyndte at uddele nødhjælp var det i et land ramt af jordskælv og præget af økonomisk kollaps efter Sovjetunionens sammenbrud. Dertil kom en væbnet konflikt med nabolandet Aserbajdsjan og flere års mangel på olie.   Generalsekretær Kim Hartzner var selv med under uddelingerne...
Artak at the Bridge of Hope Center in Yerevan, Armenia
30-årige Artak er et symbol på, hvordan arbejdet i Armenien bærer frugt. Holdningen til mennesker med handicap har ændret sig markant, siden Artak blev født. Artak gik aldrig udenfor som barn. Han husker, hvordan han plejede at åbne vinduet i sit barndomshjem og råbe ud til de andre børn, som han ville ønske, han kunne lege med. Men han turde ikke forlade huset. Han var bange for, hvordan de ville reagere på hans spastiske lammelse.  I Armenien er mennesker med handicap i årevis blevet set på som ’forkerte’. Forældre kan stadig finde på at gemme deres børn væk derhjemme, så naboer og andre...
20-årige Ani skriver for Sunflower, som Mission Øst støtter.
Det er ikke til at se det, når Ani sidder ned. Først når hun rejser sig og begynder at gå, bliver det tydeligt, at der er noget galt med hendes hofte.   Ani må bruge hele kroppen for at løfte foden.   ”Nogle gange glemmer jeg mit handicap, for der er ingen smerter. Men det er tydeligt, at jeg ikke går almindeligt,” siger 20-årige Ani, der tidligere tænkte meget over sit handicap. Men det gør hun ikke længere.   Ani har været i kontakt med Mission Østs arbejde de seneste fire år og har i den tid skrevet en række artikler til bladet Sunflower. Hun vil gerne opmuntre andre børn og unge gennem...
17-årige Arman skriver for Sunflower, som er støttet af Mission Øst.
Arman fik en hård start på livet. Kun stearinlys oplyste rummet, da hans mor fødte ham hjemme ved en kompliceret fødsel.   Det var under krigen med Aserbajdsjan i 1990’erne, hvor der i fem år hverken var elektricitet eller varme. Arman blev født med spastisk lammelse og blev opereret flere gange. Gennem årene har hans mor oplevet en negativ holdning til sønnens handicap både i skolen og på gaden.   Men i dag er meget anderledes. I dag er 17-årige Arman stolt. Det samme er hans mor, hans moster og hans mormor.   Arman viser ivrigt det ene diplom efter det andet frem, som beviser, at han har ...
Edmond fra Armenien med sin mor
Mission Øst er rykket ind på Det Pædagogiske Universitet i Armenien for at hjælpe med at uddanne den næste generation af skolelærere i at undervise børn med handicap.   Det gør en verden til forskel for tusindvis af børn som 10-årige Edmond. Han er hyperaktiv, og da han var yngre, kunne han ikke sidde stille længere end et kvarter ad gangen. Så rejste han sig fra sin plads og gik rundt mellem de andre børn i klasselokalet.  Han havde svært ved at tage viden til sig og forstyrrede samtidig sine kammerater i deres undervisning. Men lærerne gav ikke op. “Da Edmond begyndte i klassen, kunne han...
Rosanna (til højre) står sammen med Anahit fra hiv-organisationen PPAN.
Rosanna vidste, at der var noget alvorligt i vejen med hende, da venner og slægtninge pludselig begyndte at sende blomster. Men hvad var det, hendes familie og læger ikke ville fortælle?   Rosannas historie begynder i 1999, da hun som 24-årig gifter sig med sin kæreste. To år efter føder hun en sund og rask datter, Kristina. Livet ser lyst og lykkeligt ud for den lille familie, der flytter til Rusland nogle få måneder efter for at bo og arbejde. ”I Rusland blev jeg først forkølet, og siden udviklede det sig til en lungebetændelse, som jeg ikke kunne slippe af med. På det tidspunkt havde jeg...
Da Nazeyan var helt lille, fik hun konstateret for meget vand i hovedet, såkaldt hydrocephalus. Efter en mislykket operation skulle der gå næsten fem år, før hendes forskrækkede familie igen turde tage imod hjælp.  Af Maria Vibe Lynge Callesen, journalist i Mission Øst   Lige siden Nazeyan var helt lille, har folk peget fingre ad hende og kaldt hende 'forkert'. Naboerne gjorde det. Personalet på hospitalet gjorde det. Ja, selv visse familiemedlemmer fik hurtigt fældet dom over hende. Presset fra omverdenen fik Nazeyans mor til at holde hende inden for hjemmets fire vægge i flere år – uden ...

Sider