To skæbner på én madras | Mission East

To skæbner på én madras



Uden for King’s Hospital, hvor hold af læger og sygeplejersker fra Mission Østs partnere i Integral Alliance arbejder i døgndrift for at hjælpe syge, ligger patienter før og efter deres operation. Af mangel på plads indenfor ligger de her, hvis de ikke har brug for konstant overvågning. 16-årige Jean-Marie er en af dem.
 

Jean-Marie er blevet behandlet for en alvorlig skulderskade og et brækket ben. Da jordskælvet ramte Haiti, kollapsede hendes hjem og dræbte hendes mor, far og bror. Kun hendes 25-årige søster, som var på besøg hos en ven (og som i dag holder hende selskab uden for hospitalet), overlevede.

De første dage fandt hun husly i en ’teltby’ for hjemløse, indtil hendes skader blev værre og værre, og hendes søster og venner tog hende med til King’s Hospital. Nu ligger hun på en madras uden for hospitalet efter sin operation. Hele hendes venstre side er i bandager. Selvom hun ligger helt stille, er det tydeligt, at hun har smerter. En sygeplejerske ser til hende og siger, at bandagerne snart skal skiftes for at undgå en infektion.

"Jeg bliver nødt til at finde et arbejde, så jeg kan finde et trygt sted at bo," siger Jean-Marie.

Hun deler madras med en anden 16-årig pige, Fedeline. De kender ikke hinanden, men tre ting har de til fælles: jordskælvet, deres skader, og tabet af familie. Fedelines far, onkel og fætter døde under katastrofen, mens hun og hendes mor, Solange, undslap. Skælvet knuste deres hjem, deres ejendele og deres kære. Solange er glædeligt overrasket over alt den hjælp, hendes datter har fået af de internationale hold af læger og sygeplejersker på King’s Hospital:

"Jeg troede ikke, det var muligt at få den her form for hjælp uden at give noget tilbage. Nu er der håb for Fedeline."