De fleste danskere vil hjælpe forfulgte minoriteter | Mission East

De fleste danskere vil hjælpe forfulgte minoriteter


De fleste danskere ønsker at hjælpe forfulgte religiøse og etniske minoriteter

Flest mænd og flest personer i Hovedstadsområdet føler ansvar for at hjælpe religiøse og etniske minoriteter. Tallene diskuteres på Mission Østs debat-arrangement på Folkemødet i eftermiddag.

Mission Øst lægger op til debat om folkedrab på minoriteter på Folkemødet i dag kl. 17.30. En dugfrisk undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at 63 procent af danskerne mener, Danmark har ansvar for at hjælpe forfulgte minoriteter i andre lande.

”Mener du, at vi som danskere bør hjælpe forfulgte religiøse og etniske minoriteter i andre lande?” lyder spørgsmålet, som 1.327 danskere har svaret på.

Her svarer 63,1 procent et utvetydigt ja, mens kun 25 procent siger klart nej. 11,9 procent krydser af for ”ved ikke”.

Svarene er aktuelle i forbindelse med Mission Østs debatarrangement i Menneskerettighedsteltet på Folkemødet på Bornholm i dag torsdag den 11. juni kl. 17.30.

Her vil Armeniens ambassadør Hrachya Aghajanyan sammen med Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner diskutere: Hvad er et folkedrab og hvilke langtidseffekter har systematisk udrensning af en hel folkegruppe på et lands folkesjæl?

Spørgsmålet er aktuelt, da det er 100 år siden det Osmanniske Rige systematisk dræbte omkring 1,5 millioner kristne armeniere. Også i dag foregår et folkedrab i Syrien og Nordirak. FN kalder det ”folkedrab” og ”forbrydelse mod menneskeheden”, når Islamisk Stats begår brutale overgreb mod kristne, yezidier og shiamuslimer i de to lande.

Undersøgelsen fra Danmarks Statistik viser, at de fleste danskere føler et ansvar for at hjælpe mennesker i nød – også selv om de nødlidende befinder sig i andre lande langt væk fra trygge Danmark. Den viser også, at de fleste danskere står klar til at hjælpe etniske og religiøse minoriteter i disse lande.

Det er flest mænd, som føler ansvar for forfulgte i andre lande – 65,4 procent af mændene og 60,8 procent af kvinderne. Det er også de veluddannede, der vil gå i brechen for forfulgte minoriteter. Undersøgelsen viser, at hele 82,9 procent af danskere med en mellem- og længerevarende uddannelse, samt ph.d. studerende, vil række en hjælpende hånd til de forfulgte.

De 1.327 respondenter er fordelt ud over landet, hvor de fleste positive besvarelser på dagens spørgsmål ligger mellem 56,7 og 59,2 procent. En landsdel skille sig dog ud: I Hovedstadsområdet mener hele 71,9 procent, at danskere bør hjælpe religiøse og etniske minoriteter i udlandet.

DST Survey, Danmarks Statistiks indsamlingskontor, har indsamlet svarene via web og telefon, den 2. juni og den 10.-12. juni.

Panelet til besvarelserne er rekrutteret fra seks repræsentative undersøgelser i april, maj og juni. 2.000 har sagt ja til at blive kontaktet. Svarene er indsamlet på 24 timer og vægtes for uddannelse, indkomst, køn, alder og geografi.