Armeniens ambassadør taler ved Mission Østs årsmøde | Mission East

Armeniens ambassadør taler ved Mission Østs årsmøde


Armeniens ambassadør Hrachya Aghajanyan

I anledning af 100året for det armenske folkedrab medvirker Armeniens ambassadør og et armensk børnekor på Mission Østs årsmøde i Øster Snede ved Vejle søndag den 26. april.

Det er 100 år siden det osmanniske rige systematisk dræbte 1,5 millioner armenere og sendte kvinder og børn på lange dødsmarcher ud i den i den syriske ørken.

Det armenske folkedrab bliver i disse dage mindet verden over og præger også Mission Østs årsmøde i Øster Snede nord for Vejle på søndag den 26. april.

Her vil Armeniens ambassadør i Danmark, Hrachya Aghajanyan, holde tale, og et stort armensk børnekor vil synge, inden Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner vil guide deltagerne gennem det omfattende nødhjælps- og udviklingsarbejde organisationen udfører i Østeuropa, Mellemøsten og Asien.

I anledning af markeringen af det armenske folkedrab har Mission Øst iværksat en særindsamling til fordel for børn med handicap i Armenien. Mission Øst har arbejdet i landet siden 1992, og har blandt andet været med til at starte syv sundhedscentre i landet.  Pengene går til udstyr til børnenes stimulering, genoptræning og udvikling. 

Alle er velkomne til årsmødet, der finder sted i kirkehuset Klippen i Øster Snede ved Vejle søndag den 26. april kl. 12.30 efter gudstjenesten kl. 10.30 i Øster Snede Kirke.