Et nyt liv til Ramjita | Mission East

Et nyt liv til Ramjita


Læsegruppen har givet Ramjita fra Nepal mere selvtillid trods hendes handicap.

I begyndelsen af 2013 bragte vi her i bladet historien om Ramjita Rokaya. En ung pige med handicap, som trods alle odds var begyndt i en læsegruppe. Her kan du læse om, hvordan det siden er gået Ramjita.

Ramjita er 15 år og det ældste af seks børn. Hun bor med sin familie i en lille landsby i Nepal flere dages vandring fra flyvepladsen, som er adgangspunktet, når udviklingsfolk og trekkingturister vil ud og ind af de smukke snedækkede bjerge, som er Ramjitas hjem. Ramjita er svagtsynet og hørehæmmet, og tidligere opfattede hendes familie hende som en byrde og behandlede hende ikke særlig pænt. Hun fik ikke ordentligt tøj, og hun kom ikke i skole. Den eneste, der tog sig af Ramjita, var hendes bedstemor. Så Ramjita tilbragte det meste af sin tid med at følge sin bedstemor, når hun vogtede kvæg.

Bidrager til familien

For to år siden blev Ramjita inviteret til at deltage i en kvindegruppe. Her skulle hun både lære at læse og skrive og få mere viden om sine rettigheder i samfundet. Dengang fortalte vi, hvor glad Ramjita var for gruppen, og hvordan de øvrige medlemmer lærte at opfatte hende som et ligeværdigt menneske. De begyndte endda at beskytte hende mod andres nedladende kommentarer og bad hendes familie tage sig ordentligt af hende. I dag har Ramjita lært alfabetet, og hun kan skrive sit eget navn. Mission Øst har desuden støttet Ramjita og hendes familie i at opnå en lille handicappension. Så nu bidrager Ramjita til familiens overlevelse med cirka 65 kroner om måneden. Det lyder måske ikke af meget, men det har betydet, at Ramjita har ordentligt tøj og får mere at spise. Ramjita er også blevet en mere udadvendt pige, og også hendes forældre er begyndt at lytte til hende. Nu, hvor hun har oplevet, hvordan livet kan forandres af kontakt udefra, har Ramjita fået nye drømme: ”Jeg ville ønske, jeg kunne opleve Simkot (distriktshovedkvarteret red.) og andre byer,” siger Ramjita.

 

Om Mission Østs læsegrupper

Ramjita er en del af én af Mission Østs læsegrupper for kvinder. Her lærer fattige kvinder at læse, og samtidig bliver de oplyst om deres rettigheder. Mission Øst støtter i alt 1.728 kvinder gennem læsegrupper.