Nogle af os må dyrke jorden og beskytte skovene | Mission East

Nogle af os må dyrke jorden og beskytte skovene


Mission Øst støtter COME skolen i Burma med mad og køkkenhave

Når man vokser op i en fattig landsby i Burmas bjerge, er fremtiden normalt fastlagt fra fødslen. Man følger i sine forældres fodspor og bliver bonde. Men 14-årige Kolau drømmer om at gøre meget mere end det.

Kolau og hans familie tilhører det kristne mara-folk, som bebor Burmas vestlige provins Chin State. Området er Burmas fattigste og mest oversete. Landbrugsmetoderne er forældede, hvilket medfører kronisk mangel på mad og tilbagevendende hungerkatastrofer. Samtidig er vejene så dårlige, at transport er tæt på umuligt, hvilket betyder, at prisen på varer som salt, olie og sukker er
ubetaleligt høj. ”Jeg er født i landsbyen Ralie, hvor jeg voksede op sammen med mine forældre og fem søskende. Mine forældre er bønder og har lidt jord, hvor vi dyrker forskellige afgrøder, som vi selv bruger. Vi dyrker også kassava (rodfrugt, red.), som bliver solgt til eksport til Kina. På den måde kan mine forældre tjene penge til at forsørge os,” fortæller 14-årige Kolau, der har boet hele sit liv i en fjern bjerglandsby.

Mere skole og bedre mad

Kolau har sammen med to af sine brødre fået chancen for at studere på Mara-folkets uddannelsescenter, COME, en kostskole, som støttes af Mission Øst. COME-skolen sørger for mad til skolebørnene, for sultne og syge børn kan ikke koncentrere sig om tabeller og verber. Desuden giver COME-skolen børnene kvalitetsundervisning og støtter de dygtigste i at komme videre i uddannelsessystemet, så de en dag kan blive ansvarlige ledere og løse mara-folkets problemer med fattigdom og fødevaremangel.

Sundhed og læring i højsædet

Kolau fortæller, at han har haft stor gavn af COME-skolen både med hensyn til sundhed og indlæring. 
”Sidste år havde jeg mange helbredsproblemer. Mine led var svulmet op, og jeg havde så svært ved at bevæge mig, at jeg ikke kunne rejse hjem til min familie i ferien. I år har jeg ikke haft nogle problemer, og jeg tror, det skyldes den forbedrede mad på centret. Jeg får også bedre resultater i skolen.” 
Opsvulmede lemmer er et almindeligt symptom på fejlernæring, og ses ofte i tredjeverdenslande, hvor mange får for lidt mad over en længere periode.

Vi må dyrke jorden og beskytte skovene

”Undervisningen her i COME skolen er meget bedre end i min landsbyskole. I landsbyen var alt udenadslære, men her lærer vi ved at forstå, hvordan tingene hænger sammen,” fortæller Kolau. Han understreger også, at skolen har givet ham en masse nye venner. Før var det nærmest utænkeligt, at de fattige børn fra Kolaus landsby kunne få en videregående uddannelse.
Men takket være COME har Kolaus storebror nu fået et studieophold i Indien. Kolau selv er også fast besluttet på at studere. ”Først ville jeg være læge, men nu vil jeg helst være agronom. Mine venner vil gerne være læger og ingeniører, men jeg føler, at vi i mara-folket må have folk i alle sektorer. Så nogle af os lærer, hvordan vi kan fortsætte med at dyrke jorden og samtidig beskytte vores skove.”

Egen grøntsagshave 

For at gøre skolemadsprojektet mere bæredygtigt har Mission Øst anlagt en grøntsagshave sammen med elever, forældre og lærere på COME-skolen. I slutningen af den nuværende sæson vil en del af skolemaden kunne hentes her.