Mission Øst hjælper ofre for jordskred i Afghanistan | Mission East

Mission Øst hjælper ofre for jordskred i Afghanistan



Den danske organisation Mission Øst har påbegyndt nødhjælpsarbejdet i det nordøstlige Afghanistan, efter et voldsomt jordskred fredag den 2. maj ramte landsbyen Abi-Barak i Badakshan provinsen.

Foreløbige rapporter meddeler, at op mod 300 huse er blevet ødelagt og 350 mennesker er blevet dræbt, men to tusind savnes og frygtes døde.

”Mission Øst har sendt et team af ingeniører til Argo distriktet for at hjælpe med redningsarbejdet oven på katastrofen, samt forebygge yderligere katastrofer. Vi har 200 ansatte i den del af landet, og vi håber, at de kan få adgang til katastrofeområdet i løbet af lørdagen,” siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.

Ifølge visse rapporter er omkring 300 huse blevet begravet under 10 meter mudder, mens 1000 huse er blevet beskadiget. 2000 mennesker savnes og frygtes dræbt. Samtidig er 4000 personer blevet tvunget fra deres hjem på grund af katastrofen.

 

Giv et bidrag

hjælp de mest udsatte

Da det nordøstlige Afghanistan er yderst sårbart over for denne type katastrofer, har Mission Øst ifølge Kim Hartzner igennem flere år arbejdet med katastrofeberedskab. Den danske organisation har sørget for, at der er redningsudstyr, så de lokale landsbyboere selv kan grave og udføre redningsarbejde, ligesom man også har sørget for at der på forhånd er telte i området, så nødstedte kan få husly.

”Vi har fulgt situationen tæt i det katastroferamte Argo distrikt i de seneste dage på grund af det voldsomme regnvejr i området. Jordskreddet skete, da jorden pludseligt kollapsede og skyllede gennem dalen med voldsom fart. Nogle foreløbige rapporter anslår, at der er over 1000 døde,” siger Kim Hartzner.

Mission Østs landekoordinator Benny Werge vil i første omgang koordinere organisationens indsats via satellittelefon fra hovedkontoret i Kabul. I løbet af weekenden vil Mission Østs kontor i Afghanistan kunne give nye oplysninger om omfanget af katastrofen og om organisationens egen indsats i området.

Ufremkommelige bjerge og høj dødelighed

Hartzner påpeger, at han selv har besøgt Argo distriktet tidligere, og at området selv under gunstige vilkår er ekstremt svært fremkommeligt på grund af yderst ringe veje. Samtidig har området ifølge Hartzner den højeste dødelighed for gravide og fødende kvinder i verden, samt en af de højeste rater for børnedødelighed.

Badakshan, Takhar og Baghlan provinserne i Afghanistan er præget af ufremkommelige bjerge, hvilket kan vanskeliggøre redningsarbejde i fjerntliggende landsbyer. Det nordøstlige Afghanistan er særdeles udsat for pludselige jordskred som følge af voldsomme regnskyl i bjergene, og der har i den seneste tid været flere jordskred.

580 familier i overhængende fare

Ifølge de afghanske myndigheder i den berørte Badakshan provins er 300 ud af i alt 700 huse i landsbyen Abi-Barak blevet begravet af jordskredet. Myndighederne melder foreløbigt om 350 dræbte, mens myndighedern melder 2000 savnede, som alle frygtes omkommet. I alt 580 familier er i overhængende fare for yderligere jordskred.

Myndighederne i Badakshan provinsen og Argo distriktet, hvor Abi-Barak landsbyen ligger, meddeler, at de vigtigste opgaver lige nu, er at lede efter overlevende og sørge for at opdæmmet vand i området kan få frit afløb uden at forårsage yderligere ødelæggelser. Dertil kommer at yde nødhjælp og medicinsk behandling, give husly til nødstedte, sørge for rent vand, sanitet og sundhed, samt yde beskyttelse til de nødstedte familier. I alt 580 udsatte familier fra Abi-Barak landsbyen skal have hjælp til at flytte til mere sikre områder.

Mission Østs langvarige indsats i området

Mission Øst en særlig ekspertise i de katastroferamte områder, da organisationen har arbejdet i Afghanistan siden 2001, og netop har størstedelen af sine aktiviteter i de nordøstlige provinser Badakshan, Takhar og Baghlan.

I disse områder har organisationen sørget for rent drikkevand til omkring 200.000 mennesker og har forbedret fødevaresikkerheden for 16.500 familier. Dertil har Mission Øst medvirket til at bygge 167 km veje, som har givet 160.000 mennesker adgang til markeder, skoler og hospitaler.

Mission Øst er en dansk hjælpeorganisation, der yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien. Vi hjælper mennesker i nød uanset race, religion og politisk ståsted. Mission Øst gennemfører projekter direkte eller gennem partnere i Afghanistan, Armenien, Burma, Nepal, Rumænien, Tadsjikistan og Nordkorea. www.miseast.org


Kontakt for yderlige oplysninger:

Peter Bøje, Vicegeneralsekretær
Mobil: 20 20 77 27

Per Bergholdt Jensen, Communications Officer
Mobil 20 44 76 42 - Tlf. 39 61 20 48 – E-mail: per.bergholdt.jensen@missioneast.org