Burma: Børnene måtte hente mad i skoven | Mission East

Burma: Børnene måtte hente mad i skoven


Nu sørger Mission Øst for, at børnene på kostskolen i Burma får mad nok
Ngeko blev udvalgt til særlig studerende
Meinage er blevet glad for at gå i skole.

Endelig kan børnene på Marafolkets kostskole i Burmakoncentrere sig om at lære noget uden samtidig at skulle bekymre sig om, hvor det næste måltid skal komme fra. 

Tidligere havde skolen store problemer med at skaffe mad. 
"Nogle gange kunne vi ikke få ris i vores egen landsby, men
 måtte hente det i en anden landsby og bære det hertil på v

ores skuldre. Te og frugt havde vi aldrig," fortæller skolens kok Koatha. Nogle gange var manglen på mad så stor, at eleverne på skolen måtte ud i skoven og lede efter noget at spise. Det resulterede ofte i mavepine og diarré og medførte, at eleverne måtte blive væk fra undervisningen. "I år bliver vores måltider bedre end nogensinde," siger Koatha

Han kunne ikke blive ingeniør

Ngeko kommer fra en landsby tre dages gang fra kostskolen. Han er det mellemste barn i sin familie. Hans far er død, så der er ingen penge til uddannelse i hans familie. I området er der tradition for at prioritere uddannelse til det ældste eller det yngste barn i familien.
Men fordi Ngeko har et stort bogligt talent, har han fået lov at studere gratis. I 7. klasse blev han udvalgt til Særlig Studerende,"hvilket betød, at han fik mulighed for at læse videre i den tidligerehovedstad Yangon og herefter begynde på en uddannelse som elektroingeniør.

En fremtid som leder

I Marasamfundet ser man unge som Ngeko som fremtidens ledere, der skal skaffe udvikling og fremgang til området. Som ingeniør ville Ngeko kunne få et trygt og velbetalt job i det offentlige, men han drømmer om at tage tilbage og udstyre Maralandsbyerne med elektricitet. Ingen af de 1.441 landsbyer i delstaten har nemlig adgang til elektricitet.
"Uden kostskolen ville mit liv have været spildt, og jeg ville ikke engang turde drømme om en ingeniør uddannelse," siger Ngeko.

Nu nyder jeg at lære noget

"Mit navn er Meinange, jeg er 13 år og går i 8. klasse. Jeg har to ældre søstre og to ældre brødre. Min far døde i 2007, så nu må min mor forsørge os ved at arbejde i markerne. Det tager mig tre dage at gå fra min landsby til kostskolen. Før jeg begyndte på kostskolen, gik jeg i skole i min landsby. Her fik vi kun undervisning halvanden time om dagen på grund af manglen på lærere. Lærerne skrev lektionen på tavlen, og så kopierede vi teksten i vores kladdehæfter og lærte det udenad. Vi forstod ikke, hvad vi lærte, så vi blev bange for at komme i skole. Min mor gik på arbejde klokken seks om morgenen, så hun kunne ikke holde øje med os i dagens løb. Så ofte pjækkede vi fra skole og legede i stedet for. Vi havde kun råd til at bruge madolie én gang om måneden, og vi fik kun frugt, når vi dyrkede det i vores have.

mit yndlingsfag er engelsk

Her på kostskolen har vi en lærer i hver klasse, som forklarer alting ordentligt, så jeg forstår, hvad jeg lærer. Nu kan jeg godt lide at lære, og mit yndlingsfag er engelsk. Nu, hvor maden også er blevet bedre, føler jeg mig meget mere frisk og aktiv.