Tadsjikistan: Vand er liv | Mission East

Tadsjikistan: Vand er liv


Her konstrueres et af vandprojektets reservoirer
Landsbylederen, som var medansvarlig for vandprojektet
Husmoderen - Nu har hun lettere adgang til rent vand.
Nu kan denne ældre mand, selv hente rent vand tæt ved sit hus
Mission Østs projektansvarlige for vandprojektet i Tadsjikistan
Endelig fik skolen i landsbyen en vandpost med rent vand
Landsbyen Zighar har 610 indbyggere fordelt på 82 familier. Landsbyen  ligger i et barsk og isoleret område i bjergene tæt på den flod, som skiller Afghanistan og Tadsjikistan. Der er mere end 80 kilometer til distriktets hovedby og 120 km til hovedstaden Dushanbe ad dårlige veje. Der var ogås langt til rent vand.
 
I 2013 sørgede landsbyboerne sammen med Mission Øst for, at landsbyen fik 18 vandhaner med rent vand. Det var en formidable opgave. Herunder kan du læse, hvordan beboerne og Mission Østs medarbejdere oplevede samarbejdet.
 
 
Landsbylederen Saidmahmad Saidrahmonov:

”Vi skulle selv gøre arbejdet”

Mission Øst kom til vores landsby i marts sidste år. De stillede os en masse spørgsmål om, hvor vi fik vand fra, hvor tit vi var syge, og om vi mente, det havde noget med vandet at gøre.
Vi har før haft besøg af ngo’er (udenlandske hjælpeorganisationer, red.), så vi havde ikke de store forventninger. Men bare to uger senere kom Mission Øst igen og sagde, at vores landsby var udvalgt til at få et vandprojekt, men de understregede, at vi skulle lave det meste af arbejdet selv.
 
Jeg ville selvfølgelig gerne gribe chancen og kaldte hele landsbyen sammen til møde. I vores landsby er cirka halvdelen af mændene bortrejst det meste af året for at arbejde i hovedstaden og i Rusland, så jeg var meget nervøs for, om vi kunne stille med det nødvendige antal arbejdere. Hele landsbyen lyttede opmærksomt til, hvordan projektet skulle foregå,  og alle var enige om, at den mulighed skulle vi sige ja til.  Men vi var bekymrede for, om vi kunne magte opgaven. 
 

Vi viste dem, hvor vandet skulle komme fra

Så gik vi i gang. Vi viste ingeniøren fra Mission Øst, hvor den bedste kilde er. Det er mere end to kilometer fra landsbyen, men ingeniøren var enig med os i, at det var det bedste sted. Landsbyens indbyggere sagde ja til at arbejde under ingeniøren, og jeg blev udpeget til at være ansvarlig for at modtage alle materialerne og sørge for arbejdskraft.
 

Hele landsbyen gravede

Mænd, kvinder, børn og gamle mennesker -  alle var med til at grave render og lægge rør ned. De, der ikke kunne klare det hårde arbejde, sørgede for frokost.
At grave var ingen vittighed. Arbejderne klagede over de mange store klippeblokke, som de skulle grave rundt om, og over dyrene, der vadede ned i renderne. Det var sundhedsteamet fra landsbyen og fra Mission Øst og landsbyens ældre, der, sammen med mig, holdt modet oppe hos arbejderne ved igen og igen at huske dem på, hvor vigtigt rent vand er.
Vi begyndte at grave i oktober og måtte holde pause midt i december, da det blev for koldt. I marts kunne vi gå i gang igen, og i april var vi endelig færdige.
Vandet har fuldstændig ændret vores situation, og jeg kan se, at folk er gladere nu, fordi deres liv er blevet lettere.
 
”Hvis jeg kan gøre landsbyen bedre, forhindre folk i at rejse og vise dem, at livet her er okay eller bedre end andre steder, så kan jeg blive gammel og vide, at jeg har gjort det rigtige, som for eksempel at sørge for, at vi har vand, en god skole og et godt helbred”.
 
 
Skoleinspektøren M. Habibulloew:

”Nu kan jeg undervise børnene i bedre hygiejne”

En af de store fordele ved vandprojektet har været, at jeg har fået uddannelse i at undervise i sundhed, og at skolen har fået materialer udviklet til skoler som vores, der fortæller om sundhed. Det bedste er, at jeg kan se, at det hjælper! Børnene er blevet meget bedre til at vaske deres hænder, efter at de har været på toilettet, og før de spiser, og de tager deres nye viden med hjem, for forældrene taler også om det.

Før var de bagud på grund af sygdom

Det har ikke været let at holde sammen på en skole og lære børnene noget, når de hele tiden var bagud på grund af sygdom, eller fordi de måtte blive hjemme og hjælpe til, fordi mor var syg.  Skolebørnene har i det hele taget for mange pligter hjemme. For eksempel skulle de før hente vand fra floden. Det er en opgave, der både er svær og mudret, eller også måtte de tage den lange tur op til kilden og tilbage, og det tager mindst halvanden time.
 
 
Sundhedsassistenten Umbarbibi Daikhudoeva:

”Ingen kvinde vil indrømme, at hun ikke gør ordentligt rent”

Jeg var med fra starten, da Mission Øst kom på besøg. Ved det første møde var jeg med til at forklare, at vi havde brug for rent vand tæt på husene, og at der var behov for at nedbringe antallet af landsbyboere, der blev syge af diarre og parasitter og andre sygdomme, som let kan undgås. Jeg forklarede også om behovet for at gøre vores sundhedsklinik bedre, så folk kan få behandling her og ikke skal tage den lange vej til lægen inde i byen.
Sammen med Mission Øst startede jeg en sundhedsgruppe, der består af kvinder fra landsbyen. Gruppen fik undervisning fra Mission Østs sundhedsmedarbejdere i hygiejne og i, hvordan vi kan diskutere og lære af hinanden.
De gamle kanaler, vi havde før, var åbne, så jo længere ind i landsbyen vandet kom, des mere snavset var det. Nogle kvinder vaskede endda op direkte i kanalen! Det har været en svær opgave at samle kvinderne og få dem til at diskutere hygiejne, for der er ingen kvinde, der vil indrømme, at hun ikke gør ordentligt rent.
 

Den lille dreng kom for sent

Vi har gennem årene haft flere tyfus- og koleraepidemier. Jeg husker en mor, der troede, at hendes lille dreng ville blive rask af sig selv, så hun kom ikke til klinikken. Hendes mand var i Rusland for at arbejde, og hendes svigerfamilie var enige med hende. Da de endelig forstod, at det var alvor, var det for sent, og vi kunne ikke redde deres lille femårige dreng.
Mange patienter har problemer, der skyldes det snavsede vand, og mange gange venter de for længe med at komme på klinikken, fordi medicinen er dyr. Når de endelig kommer, må vi tit sende dem direkte videre til Dushanbe (hovedstaden, red.), fordi de allerede er meget syge, og så skal de også betale for dyr transport.
 
 
Husmoderen Fru Khoisyat:

”Jeg vidste ikke, at man kan blive syg af noget, man ikke kan se”

Før vi fik det nye vandsystem, hørte jeg tit, at børnene i nabolaget var syge, og næsten hver gang var det noget med maven og med diarre, eller også var det orm. Mine børn er gået glip af mange skoledage, fordi de var syge.
Fra diskussionerne i sundhedsgruppen ved jeg, at beskidt vand og beskidte hænder er grunden til, at man får sygdomme og orm. Jeg har altid vidst, at det var en god ting at holde vandet rent, men jeg vidste ikke, at ting, jeg ikke kan se, kan flytte sig hen på vores hænder, bare fordi vi har rørt noget, og at det kan gøre os syge. Nu sørger jeg for, at mine børn vasker hænder, før de spiser.

Da min datter blev født, blev jeg glad

Jeg har fem børn, men kun er én datter. Da hun blev født, blev jeg glad, for i Tadsjikistan regner vi med mere hjælp fra vores døtre end fra vores sønner. Desværre har min datter et mentalt handicap, så hun kan ikke hjælpe mig, og derudover kan hun ikke være alene. Mine store drenge går i skole i byen, og den lille er ikke gammel nok til at bære vand. Før vi fik det nye vandsystem, måtte jeg derfor selv hente vand, og jeg måtte altid have min datter med til floden. Nogle gange måtte vi tage turen fire – fem gange på en dag. Det var meget anstrengende især om vinteren, når det er vådt og koldt.
 

Der er ikke nok mænd til at holde rent

 
Landsbyen er ikke så ren, som den var engang. Jeg tror, det er fordi, mændene er væk store dele af året. Kvinderne har ikke haft overskud til at holde ordentligt rent. Men nu, hvor vi har vand tættere på og har lært en masse om hygiejne fra Mission Østs sundhedsteam, så tror jeg på, at mine børn vil blive sundere.
 
 
Skoleeleven Bhaktaly, 15 år:

”Nu har jeg tid til at lave mine lektier”

Siden vi var små, har vi kun kendt det snavsede vand fra floden, og som barn har jeg haft mange sygedage på grund af diarre og maveproblemer. Jeg er også sikker på, at vandet har været med til at give mig dårlige tænder.
Før brugte vi børn flere timer dagligt på at skaffe vand nok til vores familier. Jeg måtte tit gå flere gange for at få vand nok. Udover at hente vand, skulle jeg også passe koen og fårene og samle brænde. Så det var svært at nå at lave lektier. Om vinteren bliver det oveni købet tidligt mørkt, og så er der endnu mindre tid.
Nu, hvor der er en vandhane ved skolen og en tæt ved vores hus,  har jeg tid til mine lektier. Jeg håber, at jeg en dag kan blive ingeniør. Jeg har set, hvordan Mission Østs ingeniør har gået og målt op og forklaret mændene, hvor vandhanerne skulle være, den slags arbejde, ville jeg også gerne lave en dag.
 
 
Den ældre mand Hoji Ghairat, 86 år:

”Fremover kan jeg selv hente rent vand til min te”

Før i tiden gik jeg altid selv op til kilden for at hente rent  vand til min te. I de senere år har jeg måttet bede mine børn og børnebørn om at hente vand for mig, og det har de ikke altid tid til. Derfor har jeg sat dem til at grave vandrør ned sammen med Mission Øst. Så behøver jeg ikke forstyrre dem i fremtiden.
 
 
Projektlederen fra Mission Øst Afzalsho Nabokov:

”Mænd og kvinder har gjort det umulige for at få vand”

Vandet strømmede ud af den første hane den 24. april kl. 11.38. Det var på skolen, og da det kort efter ringede ud, markerede børnenes jubelråb afslutningen på seks måneders hårdt arbejde.
De her mænd og kvinder fra bjergene er seje, og de har gjort det umulige for at skaffe vand. Mens de gravede, stødte de tit på store klipper, som de ikke kunne grave udenom. Så måtte de brænde et gammelt bildæk af ovenpå stenen og så overhælde den med koldt  vand for at få den til at revne, nogle gange måtte processen gentages mange gange.

Hvor kun mennesker og geder kan komme frem

I den vestlige verden ville man forvente, at der kom en gravemaskine. Vi havde kun os selv. Der var ingen slagbor eller traktorer til arbejdet. Mange af de steder, vi gravede og lagde rør, var fyldt med gamle jordskred. Det er områder, hvor kun mennesker og geder kan komme frem.
Nogle dage var det umuligt at grave mere end 20 meter, fordi der næsten kun var klippe. På sådan en dag var det ikke ualmindeligt at se mænd løfte 20 – 30 kg tunge klippeblokke op af udgravningen.
 

”Vi vil se det, før vi tror på det”

En af de store udfordringer i projektet har været at opbygge tilliden mellem os og de lokale. For eksempel så vi en dag en lille gruppe mænd, der sad og spille backgammon i nærheden af gravearbejdet. Jeg gik hen og spurgte dem, hvorfor de ikke deltog, og den ældste mand svarede uden at se på mig: ”Vi har set og hørt meget om ngo’ers arbejde, og vi vil se, at der kommer noget godt fra jer, før vi tror på det”. Da alt var færdigt, og vi testede de 18 vandhaner, kom den samme mand hen til mig. Han undskyldte sin opførsel og sagde, at han kunne se, at han havde taget fejl, og så bød han os på frokost.
 
 
Fakta:
Beboerne i Zighar måtte grave en 2,8 km lang og 60 cm dyb kanal gennem klippefyldt jord i områder dækket af jordskred frem til 18 nye vandhaner i landbyen. 
Vandprojektet, som Zighar er med i, dækker i alt 18 landsbyer i Tadsjikistan og 10 landsbyer i Afghanistan. Projektet er blevet til for midler fra PATRIP fonden, der uddeler midler til projekter i grænseegnene mellem Afghanistan, Tadsjikistan og Pakistan. Formålet er at skabe stabilitet ved at fremme social og økonomisk udvikling.
Læs mere på www.patrip.org