Malikas umulige drøm om studiestart | Mission East

Malikas umulige drøm om studiestart


Image of Malika, Tajikistan
Image of Malika, Tajikistan

Malikas største ønske var at få en uddannelse. Mulighederne var dog uendeligt små, fordi hun kom til verden med et handicap og i en familie uden penge. Men en dag fik hun en brochure i hånden.
 
Historien starter lidt længere tilbage i tiden, da Mission Øst og Mission Østs lokale partnerorganisationer kæmpede for at få byens universitet til at oprette en uddannelse for socialarbejdere. Den skulle være med til at forbedre den dårlige situation for mennesker med et handicap i Tadsjikistan.

Brochuren var en del af arbejdet for at overtale universitetet, og den tændte straks en glød i 35-årige Malika, der ikke kan bruge sin højre hånd:
 
”Tænk, hvis jeg kunne blive uddannet til at hjælpe andre mennesker med handicap.”
 
Hendes familie på otte lever af faderens lille pension, en køkkenhave og et par husdyr. Med en uddannelse kunne Malika være med til at forsørge den fattige familie.
 
Men i Tadsjikistan har børn og voksne med handicap ingen værdi og regnes ikke for noget. Samtidig koster uddannelse penge. Malikas drøm syntes håbløs.
 
Den lykkeligste dag
Alt imens Malika gik og drømte om at få en chance, var det lykkedes Mission Øst og de lokale organisationer at overtale universitetet til at etablere uddannelsen for socialarbejdere. Og ikke nok med det.
 
Universitetet var samtidig gået med til at oprette et antal studiepladser for mennesker med handicap.
 
Dét blev Malikas chance. Hun tøvede ikke med at søge og fik én af pladserne.
 
”Det var den bedste og lykkeligste dag i mit liv, da jeg fik at vide, at jeg kunne begynde på uddannelsen. Jeg er nu indskrevet på universitetet og er meget utålmodig efter at komme i gang med første dag på studiet!” siger en strålende Malika.