”For mig er hun blevet symbol på nøden” | Mission East

”For mig er hun blevet symbol på nøden”


Kim Hartzner fra Mission Øst med den lille pige, som har fået det bedre.
Mikael Jarnvig med den lille pige et halvt år tidligere.

Et gensyn med en lille pige i Nordkorea forsikrede generalsekretær Kim Hartzner om, at der er håb for børnene.
 
Kim spejdede ud over flokken af børn, der var samlet på det nordkoreanske børnehjem for at tage imod ham. Hvor var den lille udhungrede pige, han huskede fra sit første besøg i sommer. Havde hun overlevet?
 
Kim spurgte efter hende og fik besked på at gå hen på ledelsens kontor og vente der.
 
”Jeg ventede i nogle minutter. Så kom de ind med hende. Jeg kan huske, at jeg tænkte; ”Hold da op, lever hun stadig?”

 Sidst jeg så hende, stirrede hun tomt ud i luften. Hendes krop var et skelet med hud, og hendes hår var begyndt at blive gråt i siderne, fordi hun manglede både vitaminer, mineraler og proteiner.”
 
Lidt mere sul på kinderne
 
Da Kim et halvt år tidligere havde fået lov til at undersøge den seksårige pige, vejede hun sølle 10,5 kilo og havde et overarms-omfang på blot 10 centimeter – to klare tegn på alvorlig underernæring.
 
”Mine fire børn vejede mere end hende allerede som etårige,” siger han.
 
”Jeg kunne ikke få lov til at måle hende denne gang, men jeg kunne se, at hun havde fået det lidt bedre. Selvom hun havde udslæt i ansigtet – et tydeligt tegn på B-vitamin-mangel – var der en anelse mere sul på kinderne. Hendes øjne var mere opvakte, lysende, og hun virkede mere opmærksom på sine omgivelser. Men ligesom sidst reagerede hun stadig ikke, da jeg sagde ”annyonghi” (”hej” på nordkoreansk) til hende.”
 
Mad til 27.000 børn
 
Da Kim besøgte pigen første gang i juni, havde hun og de andre børn på børnehjemmet siden februar kun fået en sjettedel af den normale risration. Og nu var rislagrene helt tomme. Hun er et af de 27.000 børn, der har fået mad fra Mission Øst.
 
”For mig er hun blevet symbol på nøden i Nordkorea. Den stille katastrofe,” siger Kim.
”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der gemmer sig bag de øjne. Jeg håber, at hun næste gang er i stand til at sige noget. Men mest af alt håber jeg, at hun stadig er i live.”