278 til jubilæumsfest på Fyn | Mission East

278 til jubilæumsfest på Fyn


278 mennesker deltog i Mission Østs årsmøde 2011
Kim Hartzner foretog live-interviews under årsmødet 2011

Hvad kan få 278 mennesker til at bruge fire timer inden døre en solrig lørdag i maj?

Det kunne man få svaret på i Ringe den 7. maj, hvor Mission Øst holdt årsmøde og samtidig fejrede hjælpeorganisationens 20-års jubilæum.

Tovholder på arrangementet var Mission Østs ambassadør, vejrprofeten Mikael Jarnvig, som selv med indlevelse fortalte om sit besøg i Armenien for nogle år siden, hvor han var vidne til hjælpearbejdets banebrydende indsats til fordel for de handicappede i et land, hvor det at have et handicap længe har været omgærdet med skam og fortielse, og hvor Mission Øst ikke bare har hjulpet de handicappede med uddannelse og lægehjælp, men også stået bag en lov, der garanterer denne hjælp.
 
Medarbejdere fra hele verden
Ud over Mission Østs stiftere, René og Kim Hartzner, der kom med personskildringer fra nylige besøg til Afghanistan og Tadsjikistan, bød dagen på bidrag fra en lang række af Mission Østs medarbejdere. Efter en medarbejderkonference var 22 af medarbejderne taget til Ringe for at deltage, inklusive landelederne fra Afghanistan, Armenien, Nepal og Tadsjikistan, som hver især præsenterede deres projekter – projekter, der sidste år var til hjælp for flere end en halv million mennesker.
 
På vej til Nordkorea
Kim Hartzner fortalte om Mission Østs arbejde i glemte kriseområder i Øst og nævnte i den forbindelse det seneste projekt: Senere denne måned vil Mission Øst som den første danske organisation gennemføre hjælpeprojekter i Nordkorea med uddeling af fødevarer til foreløbig 3.000 underernærede børn. Kim Hartzner fortalte, at lige nu risikerer 6 millioner nordkoreanere at bukke under for sult og bad indtrængende om støtte til arbejdet.
 
Liveinterviews fra Tadsjikistan og Armenien
Et af højdepunkterne på dagen var, da Kim for åben skærm interviewede et forældrebarn i Tadsjikistan, hvis handicappede søn var blevet hjulpet til at komme i skole, og da han på en direkte videooptagelse live interviewede en ung armenier med spastisk lammelse, som Mission Øst havde hjulpet til at få en uddannelse, og som nu arbejdede som advokat med speciale i sikring af menneskerettighederne for handicappede.
 
Gode nyheder til Afghanistan
Et andet højdepunkt var, da René Hartzner, der nu er 75 år, bevæget fortalte om indtrykkene fra en rejse til Afghanistan sidste måned, hvor han for første gang med egne øjne så, hvor stor en forskel, Mission Østs arbejde gør i et land, hvor medierne ellers kun bringer dårlige nyheder. Her var der tale om 350.000 mennesker, der hvert år bliver hjulpet til et liv med værdighed og med håb om en bedre fremtid for dem og deres familier – i sandhed et positivt budskab.
 
Eksotisk mad
Midt på dagen fik deltagerne serveret mad fra Pakistan, Nepal og Afghanistan, og kl. 15.30 kunne alle deltagere vende tilbage til deres busser, som fragtede dem ad seks forskellige ruter hjem til alle hjørner af Danmark – fuldstændigt mættede af indtryk.
Arrangementet var primært sponsoreret af forretningsstøtter og leverandører til Mission Øst.

Du kan se billeder fra denne fantastiske dag ved at klikke her.