Mission Øst med i international erfarings-bog om katastrofer | Mission East

Mission Øst med i international erfarings-bog om katastrofer


Nepalesere undersøger, hvilke flugtruter de skal bruge under en naturkatastrofe.

UNISDR (The United Nations International Strategy for Disaster Reduction) har netop udgivet ”Risk Returns”, der samler en stor mængde erfaringer med præventivt katastrofearbejde. Her er dansk hjælpearbejde repræsenteret ved Mission Østs arbejde i Nepal.
 
Fattige og afsondrede landsbyer i Nepal er sårbare over for jordskælv, tørke, oversvømmelser og epidemier. På grund af manglende viden, få ressourcer og dårlig infrastruktur har katastroferne ofte voldsomme konsekvenser for befolkningen.
 
Mission Øst uddanner, i samarbejde med den lokale partner Karnali Integrated Rural Development and Research Centre (KIRDARC) og nepalesisk røde kors , derfor landsbybeboerne til at bygge veje, forbedre boligerne og etablere vandingssystemer. Og netop dette projekt har UNISDR valgt at tage med i sin opsamlende bog ”Risk Returns” om erfaringer med at mindske risiciene ved katastrofer.

 
”Vi er stolte over, at vores projekt i Nepal er med i UNISDRs publikation. Vi håber, at vores erfaringer vil inspirere til at mindske risiciene andre steder i verden. Det er altfgørende, ikke mindst for håndteringen af verdens klimaforandringer, at flere regeringer og organisationer arbejder præventivt i områder, som er sårbare over for jordskælv, oversvømmelser og epidemier. Det kan betale sig både menneskeligt og økonomisk,” siger generalsekretær Kim Hartzner.
 

Skjulte katastrofer
Det særlige ved Mission Østs indsats er, at den retter sig mod nepalesere, der bor så afsondret, at myndighederne sjældent hører om jordskælv og oversvømmelser i områderne. Episoderne bliver kaldt ”de skjulte katastrofer”. Sammenlignet med andre katastrofer bliver de sjældent kendte og rammer heller ikke et stort antal mennesker. Men fordi de sker jævnligt og har store konsekvenser for den fattige befolkning og dens udvikling, har Mission Øst valgt at hjælpe.

Mission Øst har i forbindelse med det præventive katastrofearbejde et samarbejde med University of Lausanne.
 
 

UNISDR (The United Nations International Strategy for Disaster Reduction) samarbejder med blandt andre en række regeringer og organisationer om at mindske risiciene i forbindelse med katastrofer som jordskælv, oversvømmelser og epidemier. UNISDR er omdrejningspunkt for implementeringen af the Hyogo Framwork for Action (HFA), som har til formål at beskytte menneskers liv og levned mod katastrofer.