Mission Øst indvier Armeniens første vurderingscenter for handicappede | Mission East

Mission Øst indvier Armeniens første vurderingscenter for handicappede


Indviegelse af det nye center

Den 18. september 2007 indviede Mission Øst og repræsentanter for diverse ministerier og lokale myndigheder Armeniens første Center for Vurdering af Behov for Specialundervisning for Børn.
 

 

Etableringen af centret er et krav under den armenske lov om specialundervisning, som Mission Øst og den lokale partner Bridge of Hope var med til at få vedtaget for to år siden.
Centret vil blandt andet tilbyde råd og vejledning til forældre, skoler og lærere, når deres handicappede børns behov for hjælp i undervisningen skal vurderes.

"Dette center er hjørnestenen i den omfattende vurdering af handicappede børns specielle behov. Hvad enten deres behov er sociale, medicinske, i skolen eller andet. I dag har vi alle indset, at børnene bør være i fokus, da de repræsenterer fremtiden for alle regioner og Armenien generelt," sagde Mission Østs generalsekretær, Kim Hartzner, i sin åbningstale.

I Armenien er handicappede børn i årtier blevet ladt i stikken af resten af samfundet. Skoler, hospitaler mv. har ikke haft nok ressourcer til at tage sig af dem, og den generelle holdning i landet har længe været, at handicappede alligevel ikke kan udvikle sig mentalt eller få det bedre fysisk.

Redskaberne, der vil blive brugt i centret til at vurdere udviklingen af et barn er udviklet af et hold af lokale og internationale eksperter, som Mission Øst og Bridge of Hope har sammensat.

"Etableringen af dette vurderings-center vil give os muligheden for virkelig at forstå behovene hos de børn, der står over for svære sociale, uddannelsesmæssige og mentale udfordringer. Vi vil være i stand til at hjælpe deres forældre, undervisere og dem, der tager sig af børnene, til bedre at være i stand til at organisere deres fremtidige aktiviteter," sagde Kim Hartzner.

Blandt deltagerne i åbningsceremonien var blandt andre viceminister Filaret Berikjan fra det armenske arbejds- og socialministerium, viceborgmester Kamo Arejan fra hovedstaden Yerevan, samt repræsentanter fra undervisningsministeriet, lokale og internationale hjælpeorganisationer, skoler og forældre.

Mission Øst arbejder på at udvide aktiviterne i vurderings-centret og at gentage centrets model i alle Armeniens regioner.

September 2007