Festligt jubilæum dokumenterer: Det nytter at hjælpe | Mission East

Festligt jubilæum dokumenterer: Det nytter at hjælpe


Mission Østs jubilæum 18. november samlede en mangfoldig skare af støtter, samarbejdspartnere, politikere og nuværende og tidligere medarbejdere. Her er det armenske Gohar Hovhannisyan, der arbejder som frivillig på Mission Østs kontor i København. Foto: Kennet Havgaard.
I sin tale til jubilæet roste tidligere udenrigsminister Per Stig Møller Mission Øst for også at arbejde i lande, der ikke får den store medieopmærksomhed, såsom Armenien og Tadsjikistan. Foto: Kennet Havgaard.
Mission Øst har gennemgået en rivende udvikling de sidste 25 år, men nye udfordringer venter med klimaforandringer og konflikter. Til jubilæet kunne alle give deres bud på løsninger til en verden i forandring, og idéerne blev foreviget af tegneren Erik Petri. Foto: Kennet Havgaard.

”Mission Øst er med til at gøre dansk udviklingsbistand mere effektiv, end vi kunne alene,” sagde daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) ved 25 års-jubilæet den 18. november. Forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) tilføjede, at Mission Østs udviklingsarbejde også stabiliserer de skrøbelige lande, som er glemt af resten af verden.

Af Svend Løbner, freelancejournalist

Det summede af liv ved Mission Østs festlige jubilæumsreception i Vartov ved Rådhuspladsen i København fredag den 18. november 2016 – nøjagtig 25 år efter den spæde start i en garage i Birkerød, som medstifter og tidligere generalsekretær René Hartzner berettede om.

Folk strømmede til: Ambassadører, politikere, samarbejdspartnere og journalister – og ikke mindst en masse af Mission Østs trofaste støtter, som privat eller gennem foreninger og kirker har støttet arbejdet gennem årene til gavn for fattige og katastroferamte mennesker rundt omkring i verden.

Men verdens nød skyggede ikke for festlighederne, netop fordi hjælpeindsatsen nytter. Resultaterne blev dokumenteret af de mange bannere, en fotoudstilling og en biograf, men især gennem de prominente talere, som selv havde set nøden blive afhjulpet.

Ros for indsats i Armenien og Irak

Armeniens ambassadør i Danmark, Hrachya Aghajanyan, roste Mission Østs uddeling af mad, medicin og hospitalsudstyr til 65.000 mennesker, der i 1992 var ramt af borgerkrig og efterdønningerne fra et alvorligt jordskælv i 1988:

"I stod sammen med os i den vanskeligste periode i vores historie. Når man har problemer i et land, er det vigtigt at blive ved at tro på mennesker. Det, I gjorde, er en af de væsentligste årsager til, at vi fik en tro på fremtiden. Tak for jeres trofasthed i de mange år. Vi føler, at vi har en stor familie i Danmark!"

Også arbejdet i Irak havde gjort indtryk på jubilæets talere. Tidligere medlem af den tyske forbundsdag og bestyrelsesformand for Mission Østs tyske afdeling, Otto Bernhardt, fortalte om indtryk fra sin rejse til Mission Østs indsatsområde i det nordlige Irak, og Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen beskrev yezidiernes glæde og taknemmelighed for Mission Østs nødhjælp og psykosociale støtte i børnecentrene på Sinjar-bjerget, som han besøgte i juni måned. Han ønskede i sin videohilsen, at Mission Øst må fortsætte, og indsatsen vokse de kommende 25 år.

Anerkendt hjælpeorganisation

Til jubilæet var der også taler fra to udenrigsministre – en på det tidspunkt nuværende – og de havde begge ros til Mission Østs arbejde:

“I har gennemgået en rivende udvikling fra den ydmyge start i en garage i Birkerød, til i dag, hvor I er en anerkendt hjælpeorganisation, der yder humanitær hjælp over hele verden,” sagde daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) i en videohilsen. Han fortsatte: “

På grund af konflikter, klimaændringer, krig og naturkatastrofer er der desværre rigtig mange mennesker ud over verden, der er afhængige af vores hjælp. Derfor er jeg glad for at have Mission Øst som en tæt og kendt og anerkendt partner. Det har det været de første 25 år, og det ser jeg frem til skal være i lang tid endnu,” sagde han.

Skaber stabilitet i glemte lande

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller roste Mission Øst som en hjælpeorganisation med mange kompetencer:

“Det er betydningsfuldt at have en hjælpeorganisation som Mission Øst, som både kan være der i fredelige tider, hvor der skal bygges stille og roligt op, og som også kan komme, når der lige pludselig er brug for nødhjælp, det være sig ved naturkatastrofer eller krig.”

Og Per Stig Møller havde bemærket noget særligt ved Mission Øst: “Jeg har bemærket mig, at man er ude i områder, som efter min vurdering kommer til at spille en stadig større rolle. Jeg tænker bl.a. på Armenien og Tadsjikistan, som normalt ikke kommer på nethinden som lande med borgerkrig, men som i fremtiden kan komme ud for noget. Det er lande som verden – og CNN – ikke er opmærksomme på. Det er enormt vigtigt med en stabil udvikling i de lande, ellers går det galt der også.”

”We are Mission East”

Ved receptionen medvirkede også lederen af Mission Østs samarbejdspartner Bridge of Hope i Armenien, Susanna Tadevosyan, og Madhab Raj Neupane fra den nepalesiske partner KIRDARC. Begge organisationer spiller en afgørende rolle i at få hjælpen til at fungere ude i lokalsamfundene.

Og netop det vigtige samarbejde på kryds og tværs var temaet for generalsekretær Kim Hartzners taler under arrangementet. Han mindede hele tiden forsamlingen om, at alle – helt fra hjælpeorganisationens ledelse og ud til hver enkelt modtager af nødhjælp og udviklingshjælp – er en del af Mission Øst. For uden samarbejde på kryds og tværs var der slet ikke noget Mission Øst.