Erfaren dansker styrer Mission Østs Mosul-indsats | Mission East

Erfaren dansker styrer Mission Østs Mosul-indsats


Knud Andersen Erfaren dansker styrer Mission Østs Mosul-indsats

Knud Andersen koordinerer Mission Østs nødhjælp til de mange, der lige nu flygter fra kampe i og omkring Mosul.

Mission Øst er helt fremme i første geled for at uddele akut nødhjælp til irakiske familier, der flygter fra Mosul og omkringliggende landsbyer efterhånden som de irakiske sikkerhedsstyrker befrier den irakiske storby fra Islamisk Stats terrorvælde.

Danske Knud Andersen står i spidsen for nødhjælpsindsatsen og har erfaring i koordinering af nødhjælp fra bl.a. Red Barnet.

Mission Øst er en af hjælpeorganisationer, der er udvalgt af FN til at uddele førstehjælpeudstyr, husholdningsartikler, hygiejneartikler, tæpper, madrasser og presenninger som endel af den samlede indsats.

”Det skal vi, fordi vi tidligere har vist, at vi er gode til det her, f.eks. på Sinjar-bjerget,” fortæller den 42-årige nødhjælps-specialist, Knud Andersen.

Mission Øst var nemlig en af de første hjælpeorganisationer, der hjalp det forfulgte religiøse mindretal, yezidierne, da de måtte tage flugten fra terrorbevægelsen Islamisk Stat.

FN har store forventninger

Den indsats lagde man mærke i FN-systemet, og den slags opmærksomhed forpligter. Verdensorganisationens humanitære enhed, OCHA, der står for den overordnede koordination af hjælpeindsatsen, har ”forventninger til os, og det tager vi meget alvorligt. Derfor er det vigtigt, at vi har alle procedurer på plads,” konstaterer Knud Andersen.

Forberedelserne har stået på i længere tid, for det har gennem en stor del af 2016 ligget i kortene, at irakiske og kurdiske styrker før eller senere ville forsøge at generobre Iraks næststørste by.

Uddeling af nødhjælp minder om et gigantisk puslespil. For når omfanget af en humanitær krise er så stort, som det forventes at blive, når flygtningestrømmen ud af Mosul tager fart, er der virkelig mange brikker, der skal falde på plads.

FN forventer at op mod 1 million mennesker vil flygte fra Mosul og omkringliggende landsbyer efterhånden som landsby efter landsby, bydel efter bydel befries fra Islamsk Stats terrorvælde.

At være fleksibel og mobil

Når man skal yde hjælp under en stor humanitær krise, er det nødvendigt at være fleksibel. For ganske vist er FN og den irakiske regering ved at bygge lejre til et stort antal fordrevne irakere som følge af den militære operation mod Mosul, men det betyder ikke, at der er plads til alle. Situationen er ikke blevet mindre kompliceret af, at FN trods appeller til verdenssamfundet langtfra har fået de nødvendige midler til Mosul-indsatsen.

Derfor kan der være mange flygtninge, der havner uden for de etablerede lejre – måske lige ved siden af dem, måske helt andre steder. De vil have særligt behov for hjælp. Mission Øst er klar til at hjælpe de fordrevne – både i og udenfor de etablerede lejre.

”FN har tildelt os en rolle, hvor vi gerne skal være meget mobile. Vi skal være sikre på, at vores forsyninger er så tæt på de berørte som overhovedet muligt,” konstaterer Knud Andersen.

“Ikke nok at snakke om det”

Knud Andersen har, som han selv udtrykker det, arbejdet med flygtninge i det meste af sit voksenliv. Det begyndte på Balkan i 1990erne, hvor han både arbejdede som frivillig og var udsendt med det danske forsvar. Siden var han i en del år på et Røde Kors-center i Danmark, og senest arbejdede han for Red Barnet i Somaliland.

”Det er svært at ignorere, når man står derude og ser, hvad de mennesker har været igennem. Mosul-offensiven har potentialet til at kunne udløse en større humanitær krise, mens verden ser det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig. Når man ser effekten af det, er man nødt til at gøre noget; det er ikke længere nok bare at sidde og snakke om det.”