Gospelmusik skabte juleglæde – også for børn i Nordirak | Mission East

Gospelmusik skabte juleglæde – også for børn i Nordirak


Der blev sunget igennem til Christmas Gospel Night i Hillerød den 18. december. Foto: Dorthe Højland.

Hillerød gyngede af glæde, da to gospelkor folde sig ud i en koncert til fordel for flygtninge i Syriens nærområder. Publikum kvitterede med over 25.000 kroner.

Det er en kunst at få et dansk vinterpublikum til at synge med så begejstret som det skete i Hillerød fredag før jul. Men det lykkedes til fulde for de to gospelkor Corallerne og Conquerors, der havde slået sig sammen i Støberihallen i Hillerød for at synge julen ind og hylde livsglæden og Jesusbarnet, hvis fødsel vi fejrer i disse dage. ”En unik og livsbekræftende kombination af den glædesfyldte impuls som gospelmusikken udgjorde og den alvorsfulde impuls, som er knyttet til Missions Østs virke!” skrev én af koncertens tilhørere, Jesper Sloth fra Gilleleje, efterfølgende til Mission Øst.

Julesalmer med et tvist

Over 200 mennesker var mødt op for at synge julen ind sammen med korene i den ombyggede fabrikshal midt i Hillerød. Det lokale kor Corallerne med Birthe Paulsen i spidsen lagde ud med gospelklassikere som ”Go tell it on the mountain”,  ”Joyful Joyful” og ”Ready for a Miracle”. Disse blev snart suppleret med kendte julesalmer, men med et tvist: Det københavnske kor Conqerors ledt af tv-kendte Claes Wegener udfoldede nye funky versioner af bl.a. ”Det kimer nu” og ”Sankta Lucia”, hvor hele salen rockede med.  

Bevægende fortælling fra Nordirak

Men midt i den berusende glæde blev der også tid til alvor. Det skete, da en bevæget Kim Hartzner, generalsekretær i nødhjælpsorganisationen Mission Øst, indtog scenen og fortalte om de hjerteskærende forhold, flygtningebørn lever under på Sinjar-bjerget i det nordlige Irak. Fortællingen skabte stilhed i salen, og bagefter tikkede over 25.000 kr. ind til organisationens arbejde i området, hvor der blandt andet uddeles mad og varmeapparater og gives hjælp til de traumeramte børn.

Der er stadig mulighed for at donere til hjælpearbejdet på MobilePay 20 13 12 12 ved at skrive  ”Irak” i tekstfeltet eller gennem Mission Østs hjemmeside www.miseast.org/irak , hvor man også kan læse mere om indsatsen.