Rent drikkevand til isolerede landsbyer | Mission East

Rent drikkevand til isolerede landsbyer


Kobuls barnebarn Nodira på tre år døjer ikke længere med mavesygdomme, efter at der er blevet etableret en hane med rent vand lige uden for hendes hoveddør.
Landsbyens leder Shoh Ramazon fortæller, at de nyetablerede vandhaner har gjort en stor forskel for landsbyens sundhedstilstand.

Befolkningen i fjerntliggende landsbyer på grænsen mellem Tadsjikistan og Afghanistan lever isoleret fra omverdenen seks måneder om året på grund af snefald i de høje bjerge. Tidligere gjorde vandet børnene syge, men nu har Mission Øst sørget for rent drikkevand.

Af Line Højland, kommunikationsmedarbejder

Vi kører i to timer fra provinshovedstaden Kalaikhumb op ad snørklede veje og forbi skilte med advarsel om minefelter, før vi når til landsbyen Sagirdasht. Selv om det er sidst i september, er høsten stadig i gang. Det skyldes det kølige klima i de 2700 meters højde. Men solen varmer og får bistadernes beboere til at summe lystigt i de velholdte blomsterbede.

Landsbyens leder Shoh Ramazon tager venligt imod os og byder på suppe og te. Det er en af årets største højtider, og dugen i hans gæsteværelse bugner med kager og frugt. På landsbyens små veje løber børnene glade rundt i deres fineste tøj og får kogte æg og tyggegummi af de voksne. Men sådan en livsglæde har ikke altid præget byens børn.

Børnene var syge hele tiden

“Jeg følte mig så hjælpeløs,” fortæller Kobul, mor til otte og bedstemor til fire, om tiden før Mission Øst etablerede stabil vandforsyning i landsbyen. “I en periode på tre måneder havde alle mine børn og børnebørn været syge.” Også hun har inviteret os ind i sit hjem for at fortælle om den store forskel, det rene vand har gjort for landsbyen.

Afføring i vandet

Kobul, der selv er uddannet læge, fortæller, at de fleste kvinder i landsbyen godt vidste, hvilke forholdsregler, de skulle tage for at undgå bakterier. Men det hjalp ikke meget, når vandet var beskidt. “Der var rester af afføring fra dyr og mennesker. Og selv det beskidte vand måtte vi transportere ad en stejl skrænt i en time på æselryg,” fortæller hun. Vandet skulle bruges til både madlavning, tøjvask og vand til køer og geder. Der skulle bruges op mod 60 liter vand – hver dag.

Isoleret i seks måneder

Byen har ikke nogen lægeklinik, så når det beskidte vand gjorde indbyggerne syge, var de nødt til at tage til provinshovedstaden Kalaikhumb to timers kørsel derfra for at få behandling. “Men fra oktober til april ligger her tre meter sne, så det er umuligt at komme nogen steder hen,” fortæller hun. Flere børn døde af diarré, fordi de ikke kunne få lægehjælp og medicin.

Vand lige uden for døren

Mission Øst har etableret 15 vandhaner i landsbyen og otte i nabolandsbyen Tavakali, hvor vandet bliver ledt gennem sikre vandrør fra en kilde oppe i bjergene. Det er nok til, at landsbyernes i alt 170 familier kan hente rent drikkevand lige uden for deres hoveddør. “Vi skylder jer stor tak,” siger Kobul. “Før drak vi beskidt vand, og vi måtte gå langt for at få det. Nu har det rene vand løst mange af vores problemer.”

Naturkatastrofer og konflikter i grænseområdet

I det svært tilgængelige  grænseområde mellem Tadsjikistan og Afghanistan er fattigdommen stor, og der er høj risiko for naturkatastrofer som jordskælv og mudderskred. Samtidig er området præget af den langvarige konflikt i Afghanistan.

Mission Øst arbejder på at udvikle lokalsamfundet på begge sider af grænsen og få indbyggerne til at udveksle erfaringer. På den måde skaber man grobund for en fremtid uden fattigdom og konflikt. Arbejdet får støtte fra den tyske PATRIP foundation.