TV-indsamling går til de mest udsatte flygtninge | Mission East

TV-indsamling går til de mest udsatte flygtninge


TV-indsamling går til de mest udsatte flygtninge

Mission Øst er en af de hjælpeorganisationer, der skal formidle danskernes penge til flygtninge i Syrien og nærområderne. Mission Øst sikrer flygtningenes overlevelse i Nordirak.

Gennem Mission Øst går søndagens indsamling på DR og TV 2 direkte til de mest udsatte flygtninge i afsidesliggende områder omkring Syrien. Hundredtusindvis af flygtninge befinder sig i Irak, hvor Mission Øst hjælper børnefamilier med at klare vinteren. Kvinder får beskyttelse og hjælp til at bearbejde traumer, og børn får trygge rammer til leg og læring.

Lastbilkonvojer kravler op ad de stejle bjergveje i kurdisk Nordirak med nødhjælp til de mest udsatte flygtningegrupper i afsidesliggende landsbyer. Familier med børn, ældre og syge, som hverken får hjælp eller magter at flygte videre, får nu tøj, huer, kuldeisolerende tæpper, varmeapparater, køkkenudstyr og petroleum til den kolde vinter. Sidste vinter modtog 35.000 flygtninge vinterhjælp fra Mission Øst.

Der er 2,7 millioner internt fordrevne i Irak. 1 million er flygtet over hals og hoved til Nordirak på flugt fra Islamisk Stats brutalitet. Mission Øst hjælper dem tæt ved krigszonen, så de hurtigt kan vende tilbage, når IS er væk.

Halvdelen af de fordrevne i Nordirak må overnatte i kældre, ruiner eller pivåbne betonkonstruktioner, fordi der ikke er plads i FN’s flygtningelejre. Nogle må endda overnatte i det fri. Mission Øst giver dem presenninger, træ, reb og andre byggematerialer, så de selv kan give deres familier husly.

Sjælene skal også lappes sammen. Derfor har Mission Øst oprettet tre centre i Dohuk og det tilbageerobrede område omkring Sinjar, hvor kvinder får hjælp til at bearbejde traumer efter overgreb og børnene trygt kan lege og forberede sig på at komme i skole igen.

Mission Øst er en af de 12 hjælpeorganisationer, der skal formidle hjælpen fra danskerne gennem den store TV-indsamling på DR og TV2 søndag kl. 20. Nødhjælpen går direkte til de omtalte projekter i Syriens nærområde.

Kontakt:
Pressekoordinator Svend Løbner, mobil 28 707 703, E-mail: svend.lobner@missioneast.org