Kvinder skal ændre Afghanistan | Mission East

Kvinder skal ændre Afghanistan


Kvinde deler korn i Afghanistan

Faozia har valgt at trodse normen i det stærkt traditionelle og islamiske Afghanistan. Som én af få kvinder har hun et arbejde. Det har ikke været uproblematisk i det mandsdominerede samfund. Men netop kvinder er nøglen til at forbedre den dårlige sundheds- og ernæringstilstand, som hvert år koster tusindvis af børn og kvinder livet i Afghanistan.

Af Morten Østervang, journalist i Mission Øst

Ude på gaden træder Faozia ind i den hvide Toyota-firehjulstrækker, der venter på hende og løfter lidt på sløret, da hun er inden for. Som et særsyn i denne afsides bjergby har hun – selvom hun er kvinde - et arbejde. Som landbrugsrådgiver i Mission Øst kører hun dagligt rundt i de afsides og fattige landsbyer i området for at hjælpe både fattige kvinder og familier.

Selvom det snart er fem år siden, at det islamiske styre Taliban, der holdt landets kvinder i et jerngreb faldt, har det ikke været nemt for hende at have et arbejde.

Ingen kvinder i organisationerne
"Folk sagde til os, at der ikke længere skulle arbejde kvinder. Men vi fortsætter. Hvis jeg stoppede nu og gav op, ville de andre kvinder i organisationen heller ikke arbejde," siger Faozia.

Faozias historie er ikke enestående. Over alt i Afghanistan er der kræfter, der arbejder i mod, at kvinder skal arbejde. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kan således berette om jævnlige trusler mod kvinder, der arbejder i NGO’er.

Små fremskridt
Det er snart fem år siden, at det strenge islamiske Taliban-styre faldt. Her måtte kvinder ikke arbejde, gå i skole og skulle helst holde sig inden døre. Siden er der da også sket fremskridt for kvinder. Der er kvinder i parlamentet. 40 procent af pigerne kommer nu i skole. I Kabul går en del kvinder på arbejde. Af og til ser man også kvinder, der har smidt burkaen i Kabul.
Men det er særligt i hovedstaden Kabul, at forholdene har ændret sig for kvinder. På landet holder de stærke traditioner kvinderne i de samme mønstre. I det nordafghanske provins Badakhshan, hvor Faozia bor, er forholdene lidt friere. Men der er stadig langt.

Fra Kabul til landet
For Faozia var det egentlig heller ikke meningen, at hun skulle bo på landet. I atten år boede hun i hovedstaden Kabul. Hun studerede litteratur og arbejdede som lærer – og burkaen, den var ikke nødvendig. Lige ind til Taliban overtog byen i 1996. Pludselig havde hun ikke noget arbejde.
I to måneder opholdt hun sig stort set kun i sin lejlighed og underviste sin datter hjemme, fordi Taliban forbød piger at gå i skoler og kvinder ikke måtte arbejde.
Det fik Faozia til at tage beslutningen om at flygte tilbage til sit fødested i det nordøstlige Afghanistan. På trods af at hun 24 år tidligere netop var flygtet fra landsbyen Baharak efter, at en lokal mullah myrdede hendes mor, 14-årige søster og 12-årige bror. På spørgsmålet om hvorfor, trækker hun på skuldrene: "Min familie var veluddannet". Hendes to overlevende søskende flygtede til Canada og Tyskland.

Hård rejse
For Faozia var det en omvæltning at komme tilbage til Baharak. Her havde Taleban endnu ikke vundet terræn – og gjorde det aldrig. Efter ni dages rejse i bil og til fods over bjerge og forbi utallige Taleban-checkpoints lykkedes det hende og børnene at komme til Baharak. Her kunne hendes pige trods alt gå i skole. Men for kvinder er forholdene alligevel strenge, selvom det er én af de mere frie regioner i Afghanistan. Derfor kan det undre, at Faozia i dag otte år senere stadig er i Baharak selv i dag efter Talibans fald.

"Det her et mit hjem. Og befolkningen har brug for vores hjælp", forklarer Faozia.
" Jeg har en uddannelse. Jeg har viden og den vil jeg dele med de mange fattige familier i området, der har brug for min hjælp," siger Faozia.

Brug for kvinderne
At der er brug for hende, er Faozia ikke i tvivl om.
"Kun en kvinde kan nå de andre kvinder og give dem den viden, der skal bringe dem ud af deres fattigdom".
I Afghanistan ville det være helt utænkeligt at en mandlig nødhjælpsarbejder fik adgang til at undervise de lokale kvinder.
"Men skal du forbedre sundheden, som er vigtig for overhovedet at fungere og skabe fremskridt, skal du have fat i kvinderne. De styrer husholdningen. De sørger for børnene og laver maden", forklarer Faozia.
Som landbrugsrådgiver besøger Faozia dagligt områdets afsides landsbyer og underviser byens fattige kvinder i at dyrke grøntsager i deres køkkenhaver og få bedre hygiejne i køkkenerne.
Det bjergrige Badakhshan er en af de mest underudviklede provinser i Afghanistan - verdens sjette fattigste land. Fire års krig mellem Taliban og den Nordalliancen – og årtier med krig før det - betød, at den eneste adgangsvej til regionen var lukket, og provinsen blev isoleret fra omverdenen og hjælp udefra.

Kvinderne ved intet
Kvinderne, der holdes hjemme, ved ikke overraskende intet om hygiejne eller om at dyrke grøntsager, da de ofte ikke indgår i maden i bjergegnene. Konsekvenserne er klare: Hvert fjerde barn dør, inden det fylder fem år på grund af sygdomme, der kunne være undgået med en smule mere viden om hygiejne og ved at drikke rent vand. Og ved at lære basale teknikker kan kvinderne lære at dyrke de grøntsager, der skal til for at de selv og deres børn undgår den underernæring, der er med til at gøre dem modtagelige for sygdomme.
Alligevel har Mission Østs medarbejdere måttet bruge meget tid på at overbevise landsbyerne om, at kvinderne skal modtage undervisning. Men der er fremskridt.

Undervisning redder liv
I den lille landsby Payensar har kvinderne i de sidste år modtaget undervisning. Som så mange andre landsbyer har byen været præget af de mange årtiers konflikt og mangel på udvikling. Alligevel tog byen ikke i mod Faozia med åbne arme, da hun kom til byen for at hjælpe.

"Først var vi chokerede. Skal en kvinde undervise os? Skal en kvinde tale med mændene her i landsbyen?" siger lederen af den lokale landsbyforsamling og peger op mod Faozia og hendes kvindelige kollega der kigger ned på forsamlingen.
Faozia sidder i skyggen under et træ på en lille skråning iklædt sin burka. Herfra kan hun se over til mændene, der ti meter derfra sidder samlet på et tæppe og holder møde i den lokale shura - landsbyforsamlingen. Egentlig er det også Faozias arbejde som landbrugsrådgiver for byens kvinder, mødet drejer sig om. Men traditionen forbyder, at en kvinde deltager i mødet. Eller at hun i det hele taget taler med mænd. Derfor sidder hun på afstand og betragter mødets gang.
"Da de startede, var der ingen, der kunne lide det, og de skulle kæmpe i landsbyen for. Men i dag kan vi se resultaterne. Nu har vi mad, som vi kan spise og sælge på markedet. Og før døde der 20-30 børn om året. Nu dør ingen," forklarer landsbylederen.

Skridt for skridt
Men for Faozia drejer det sig ikke kun om at skaffe mad på bordet til familierne.
"Kvinderne i landsbyen kan godt lide mig og ønsker at følge mit eksempel. De bliver inspireret til at ændre deres levevis, at stræbe efter en uddannelse og forbedre deres sundhed. Ved at de arbejder i køkkenhaver ændrer vi tingene gradvist. De bliver i stand tik at klare sig selv. Det er svært at ændre kulturen, det skal ske skridt for skridt," forklarer Faozia.

Fra Mission Østs magasin, september 2006

 

Af Morten Østervang, journalist i Mission Øst
 
"Din mand er svag", lød kommentaren fra en nabo til én af Faozias kolleger for nylig. Hans eneste brøde var, at han – ligesom Faozias mand – lader sin kone gå på arbejde.
Faozia trækker på skulderen.
"Min mand gør ikke forskel mellem kvinder og mænd. Han synes, jeg skal kunne gøre det samme som ham, uanset hvad andre siger," siger Faozia og tilføjer: "Han er modig".

Særligt i starten var der stærk modstand mod, at Faozia og hendes kolleger skulle arbejde i en vestlig organisation.
Modstanden blev større, da der opstod demonstrationer i byen sidste år efter nyheder om, at amerikanske efterforskere på Guantanamo-basen skulle have skændet Koranen. Mens der hos dele af byen opstod en antivestlig stemning, blev udenlandske hjælpeorganisationer mål. En gruppe demonstranter angreb og brændte Mission Østs kontor, hvor Faozia arbejder.