"Vi rydder op på et værelse, hvor der ikke er blevet gjort rent i 17 år" | Mission East

"Vi rydder op på et værelse, hvor der ikke er blevet gjort rent i 17 år"


Kim Hartzner lytter til Armans hjerte
Kim Hartzner hjælper Mary med at gå

"Jeg er mere tændt på arbejdet end nogensinde,"siger Mission Østs generalsekretær, Kim Hartzner, der har boet i Armenien de sidste to år for at være helt tæt på nogle af de mennesker, vi hjælper. Nu vender han og familien hjem til Danmark. Og dét er med kufferten fuld af mennesker og deres skæbner i et land, hvor handicappede bliver betragtet som det beskidte vasketøj.

De skulle kun have været væk i ét år. Men da hjemrejse-datoen nærmede sig, følte Kim, at han stadig havde meget mere at udrette i Armenien."Det er virkelig svært at forlade børn som Hovannes, Sveta, Arman, Marine og alle de andre. Jeg har jo fulgt dem tæt i lang tid. Jeg har set, hvordan de har udviklet sig på trods af deres handicap. Og jeg er lige så stolt af dem og det, de har opnået, som når mine egne sønner kommer hjem med gode karakterer eller den fine tegning, de har lavet henne i børnehaven." Men ikke alle oplevelser har været lige gode. Når man arbejder med handicappede og socialt udsatte børn i Armenien, må man indstille sig på at se og opleve ting, der har tendens til at sætte sig på nethinden i lang tid efter.

Handicappet datter bundet til sengen
I juli måned var Kim på besøg i regionen Gegharkunik, som er én af de to nye regioner, hvor Mission Øst netop nu er i gang med at udvide sit arbejde. Her mødte han en fattig familie, der hver aften binder deres kun 16 måneder gamle datter, Shushannik, til sengen og giver hende bind for øjnene. "De tror vitterligt på, at det gavner den lille pige, når hun skal sove. Ikke fordi der er noget i vejen med hende, men simpelthen fordi det er gammel skik på de kanter. I stedet forsinker det hendes motorik, ja hele hendes udvikling. For slet ikke at tale om de psykiske traumer, det stakkels barn vokser op med. Den er helt gal. Men de ved ikke bedre, og ingen har før bekymret sig om at fortælle dem det," siger en rystet Kim og tilføjer: "Derfor har vi gjort det til vores opgave."

14 år og kan kun tælle til ti
I samme region mødte Kim den 14-årige Teresa Matevosyan. Som to-årig blev hun diagnosticeret som spastisk lammet og svært mentalt retarderet. Da hendes hofte på et tidspunkt gik af led, fik hendes mor derfor at vide, at der ikke var noget at gøre. Hun fortæller, at lægerne ligefrem opfordrede hende til ikke at tage hende med til genoptræning. Det var jo alligevel ’spild af tid’. Lige siden har Teresa siddet i sin kørestol, ude af stand til at bevæge sig, med tilbagevendende smerter i det højre ben og muskler, der trækker sig mere og mere sammen på grund af hoften.

"I ethvert vestligt land ville hendes hofte være blevet opereret, og Teresa havde fået tilbud om genoptræning," fortæller Kim, der er uddannet læge.

"I stedet sidder hun nu lænket til sin stol. Hendes mor putter dagligt lommetørklæder mellem hendes ben, da hun ikke har råd til bleer. Hun er 14 år gammel og kender ikke navnene på farverne og kan kun tælle til ti. Om natten vågner hun ofte med mareridt, så hun sover næsten aldrig. Det knuser virkelig mit hjerte at se, hvordan uvidenhed har fået lov til at ødelægge Teresas liv. Hvem ved, hvad hun kunne have udrettet, hvis hun havde fået hjælp i tide?

Ingen kørestole i hovedstaden
"Alle enkelt-tilfælde taler til hjertet. At være med til at give et barn en værdi og få det til at tro på sig selv for første gang i sit liv…! Det er en stærk følelse. Men det vigtigste for mig er, at vi får gjort noget ved problemerne på nationalt plan. Jeg vil ikke se et tilfælde som Teresasigen om nogle år fra nu. De her børns problemer skal ikke først opdages, når de er 14 år gamle, og behandling er for sent."

Derfor har Kim brugt meget tid på at holde møder med borgmestre, guvernører og ministre for at få de armenske myndigheder til gå ind i kampen for de handicappedes rettigheder.

"I løbet af de sidste to år har jeg følt det, som om vi er i gang med at rydde op på et værelse, hvor der ikke er blevet gjort rent i 17 år. Siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er der meget lidt, der fungerer optimalt, og især inden for skole- og sundhedssystemet er handicappede blevet ladt noget så forfærdeligt i stikken," fortæller Kim.

"Folk med fysiske eller psykiske fejl og mangler betragtes stadig som andenrangs mennesker. I hovedstaden ser du ingen kørestole. Handicappede er et enormt tabu i det her land – et problem, de færreste taler om eller gør noget ved. Et problem, som efter de flestes mening har det bedst godt gemt væk i en mørk krog derhjemme. I Armenien er handicappede børn det beskidte vasketøj, som ingen ønsker, at andre skal se."

Apres, Hovannes!
Når Kim ikke mister modet midt i al fattigdommen oguretfærdigheden, er det på grund af de mange hundrede børn, der hver dag vokser som mennesker.

"Når jeg ser et lille Downs syndrom barn som Hovannes, sidde og klappe af sig selv, rører det mig dybt. Det er så bevægende at høre Anni (psykolog hos Center for Udvikling og Genoptræning af Børn, som Mission Øst har etableret) sige "apres, Hovannes" ("godt gået, Hovannes") og så se ham juble og være glad, fordi han kan sætte to klodser oven på hinanden. De her børn har oplevet nederlag på nederlag. Det føles rigtig godt at kunne give dem nogle små sejre i stedet."

For Kim er der ingen tvivl om, at det er en hård kamp, Mission Øst kæmper i Armenien. Men han er overbevist om, at ved at vise forældre, læger, skolelærere og myndigheder, at de her børn – stik imod alle forventninger – kan få et langt bedre liv, er vi et betydeligt skridt nærmere.

"Når man som jeg har været så tæt på, og set, at det, vi gør, virkelig nytter, så kan man ikke andet end at blive mere tændt. Og jeg er virkelig tændt på at gøre en forskel for de her mennesker!" slutter Kim.

Fra Mission Østs blad, september 2008

Download bladet her