Armenien: Julias kamp | Mission East

Armenien: Julias kamp


Projektet 'En sund start' hjælper fattige armenske børn med handicap
Fysioterapi har hjulpet armenske Julia til at kunne sidde selv
Julias mor Anush bringer Julia til Mission Østs behandlinscenter hver uge
Julias mor Anush med de benskinner Mission Øst har hjulpet Julia med at få

21-årige Anush Harutyunyan kæmper for at give sin datter Julia en normal tilværelse på trods af hendes handicap og på trods af familiens ekstreme fattigdom. Heldigvis kæmper hun ikke alene.

På Mission Østs behandlingscenter i det østligste Armenien sidder en lille pige på en briks og leger med små farvede plastikdimser. Bag hende styrer ergoterapeuten Anna Azatyan aktiviteten, og ved siden af ser hendes mor, Anush, opmærksomt til.

De tre er dybt koncentrerede på trods af undertegnedes tilstedeværelse og det blitzende kamera. Den lille trio har arbejdet sammen længe, og legen er ikke en hyggestund, men den dybeste alvor: Det er Julias kamp for at få en værdig og normal tilværelse.
Julia er fire år og har en spastisk lammelse, derfor er hun kommet på det center, Mission Øst har opbygget sammen med lokale partnere, siden hun var halvandet år. Hendes mor Anush følger hende trofast tre gange om ugen.

Julia blev forgiftet

Hvordan opdagede I, at Julia ikke var som alle andre?” spørger jeg Anush, der er en lidt undselig, ung pige klædt i ældre, slidt tøj og med de samme kønne brune øjne som sin datter. Vi havde ikke lagt mærke til noget, ”lyder det overraskende svar,” Julia lå godt nok helt stille, og hun kunne ikke tale, men vi tænkte ikke nærmere over det.”
 
Anush fortæller videre, at Julia fik en forgiftning, da hun var halvandet år gammel. Da hun kom til lægen, så an straks, at der var noget galt. ”Og å henviste han os til centeret her,” forklarer nush. Den unge mor har ingen ddannelse og fik Julia, da hun var bare 16 år gammel. Året efter fulgte parrets andet barn, og i dag har Anush og hendes mand fire børn.
 
Siden Julia fik sin diagnose, har Anush udvist et fænomenalt overskud og passet sin datters træning upåklageligt. Hele familien kan se, hvor meget bedre Julia har fået det på centret. Før kunne hun ikke bevæge sine hænder, i dag deler hun rutineret plastikdimser ud til sin mor og sine behandlere. I starten gik hun til talepædagog. I dag taler hun som en normal fireårig: ”Hun retter os endda derhjemme, hvis vi udtaler noget forkert,” smiler hendes mor. ”Forstyr mig ikke, når jeg leger,” siger Julia selvsikkert, mens hun sætter farvede plastikringe på en kegle. Anna støtter hendes ryg og snakker med hende om ringene.

En faldefærdig rønne

Da Julias behandling er slut, spørger jeg, om vi må tage med hjem og møde resten af familien. Det må vi gerne, og snart efter er vi på vej. Turen går først ad den pæne asfalterede hovedgade, snart ad stejle, mudrede stier mod den lille landsby en time fra centret, hvor Anush og Julia bor.
 
Det indtryk, der møder os, er ubeskriveligt. Huset er faldefærdigt og møgbeskidt og lugter dårligt. Familien har stort set ingen møbler udover nogle ramponerede senge, hvor de to mindste børn ligger og sover. Anushs mand er ikke hjemme, men svoger og svigerfar tager imod. Svigerfar arbejder som nattevagt, og det er hans løn, der forsørger hele familien.
 
”Købmanden giver os kredit sidst på måneden, og når det er sommer, plukker vi bær i skoven. Børnene får et æble cirka hver femte dag,” forklarer Anush, da jeg spørger til familiens økonomiske situation. Det værste er, at huset faktisk ikke tilhører dem: ”Ejerne er rejst til Rusland for at arbejde,” forklarer Anush.
 
”Fik I så lov at låne huset?” spørger jeg, men Anush ryster på hovedet. Mange familier her i grænseegnene er flyttet til Rusland for at finde arbejde, og det hus, Julia og familien bor i, er blevet forladt. Familien lever nu i evig frygt for, at ejeren skal komme hjem.

Benskinner giver håb

Anushs store drøm er, at hendes datter en dag kommer til at gå selv, og nu, hvor Julia har lært at sidde op, er der håb om, at drømmen kommer til at gå i opfyldelse. ”Vi har været i Jerevan (Armeniens hovedstad, red.) for at få lavet benskinner til Julia,” forklarer Anush.
 
Skinnerne har familien fået hos Mission Østs partnerorganisation i hovedstaden, og det lokale center har hjulpet med at få dem af sted. Men selve turen har familien selv betalt. ”Vi var afsted to gange. Vi måtte tage en taxa, for Julia kan ikke sidde i flere timer i en bus,” forklarer Anush.
 
”Julias mor er rigtig god til at passe hendes træning, og det er derfor, hun er kommet så langt. Det er meget svært at hjælpe børnene, hvis deres forældre ikke støtter op om vores arbejde, ”forklarer Garyana Ghazaryan, der er læge og leder af behandlingscenteret.
 
Det rene, velholdte behandlingscenter kunne lige så godt have ligget i en mindre dansk provinsby. Det er svært at forestille sig, at Anushs og Julias faldefærdige hjem ligger blot få kilometer borte. Til gengæld er det ikke svært at forestille sig, hvor Julia ville have været uden den hjælp, hun nu får.
 

fakta

I foråret 2013 var Mission ØSTs journalist Anne Mette Nordfalk i Armenien for at møde nogle af de mennesker, der støttet af Mission Øst, forbedrer livet for børn med handicap. Både behandlere, pædagoger, politikere og ikke mindst børnene selv og deres familier. I de følgende numre fortæller Anne Mette nogle af de fantastiske historier, hun fik med hjem.